114 / 192
109
Mangler i saa Henseende. — Jeg er glad ved, a t vor Skole
gik saa godt, a t jeg næsten aldrig har haft Grund til a t be
kymre mig for Udkommet. Jeg har kunnet lade hver Dag
sørge for sit, og skønt jeg, som sagt, kom pengeløs hertil,
lykkedes det dog ved de aarlige Indtægter a t bygge meget
til og bringe Gælden ned til et passende Maal. Jeg har aldrig
a ttra a e t a t lægge Penge op. Det er heller ikke sket. Men selve
Skolen er jo i Aarenes Løb blevet en anselig Ejendom.
For vore gunstige ydre Kaar kan jeg ikke m indst takke
min Kone, som meget sn art lærte a t føre vor store Hushold
ning paa en fortrinlig Maade, uden smalle Steder og uden
overflødige Udgifter. — Jeg maa have Lov til a t sige, a t hun
i Tidens Løb har udviklet sig til en ualmindelig »Højskole
frue«. Gud har givet hende L ivskraft til a t gøre det saa
naturlig t, a t det ikke har opslidt hende før Tiden eller gjort
hende nervøs paa den pinlige Maade, som man ikke sjælden
kan iagttage det hos Kvinder i lignende Livskaar. — Først
og fremmest skyldes det hende, a t H jemmet er blevet tryg t
for vore Børn, sam tidig med a t H jem livet har kunnet præge
hele vor Gerning, saa v id t det er gørligt, hvor hundrede
Mennesker daglig sidder til Bords med hinanden.
Hendes Kræfter blev ellers h aard t prøvede, da vi i Be
gyndelsen af Oktober 1895 flyttede fra det lille Hus i Askov
til den store tomme Bygning paa aaben Mark her i Frede
riksborg. — Byggeriet var, som sædvanlig, ikke blevet fær
digt i re tte Tid. I den første Uge havde vi, foruden et Par
Sovekamre, kun den store Spisesal a t bo i. E t Hjørne af
den m aatte gælde for Spisestue, et andet for Dagligstue og
et tredje for Køkken. T rapperne var ikke i Orden, Kakkel
ovnene kom i sidste Øjeblik, og overalt færdedes Haand-
værkerne omkring os. — Dertil kom, a t vore to mindste
Børn var blevet syge og m a a tte efterlades i Askov, hvor hun
siden hentede dem. — Og under alt dette skulde der træffes
Forberedelser til Skolens Indvielse m idt i Oktober! — Jeg