108
Naar vi ta lte om sligt, lagde han sin sædvanlige Satire
bort. Grundtvig og P eter Rørdam v a r to Mænd, som han
altid om talte med Æ rbødighed. Det var ikke T a n t, naar
han ønskede, a t Marmorkirken skulde blive et n y t Tilholds
sted for den grundtvigske Menighed i København. — Han
havde væ ret en haard Forretningsm and i hele sit Liv. Men
bagved dette gemte der sig et H jerte med Tro paa Gud og
Kærlighed til Fædrelandet.
En af de sidste Gange, jeg ta lte med ham , kom jeg til a t
sige, a t det m aatte være streng t for ham a t sidde ledig
efter sin vældige Virksomhed. Dertil svarede h an : »Ja, De
kan tro, det er strengt. Men det var nødvendigt. Jeg har
haft saa tra v lt, a t jeg ikke har haft Tid til a t tænke paa
min Sjæls Salighed. Derfor m aatte Gud tage mig alene, og
nu takker jeg ham derfor!« — Dette Ord, sagt under fire
Øjne, hører med til Billedet af den store Købmand. E fter
sin Mands Død blev Fru Tietgen boende paa S trødam om
Sommeren, og til hende stod jeg i et venligt Forhold, saa
længe hun levede.
Vor Omgang med Tietgens kan være en Prøve paa, hvor
ledes jeg, efter a t vi var fly tte t til Nordsælland, kom i For
bindelse med adskillige »kendte Mænd« i Hovedstaden. Men
det ligger udenfor min Plan med denne Levnedstegning a t
opremse alle de Berøm theder, som jeg i m it Liv har tru ffet
paa. Det er kun, fordi Bekendtskabet med Tietgen, trods
vor store Modsætning, fik en personlig K arak ter, a t jeg har
gjort en Undtagelse ved a t dvæle lidt ved hans Minde.
Den officielle Verden har jeg kun haft lidet med a t gøre.
Det store Forretningsliv kender jeg heller ikke meget til.
Det var kun ved vor Skoles S ta rt, a t jeg i en ko rt Overgang
følte mig selv som en Slags Forretningsmand. Jeg er ikke
anlagt for nogen Art af praktisk Virksomhed. Men jeg er dog
saa praktisk, a t jeg heller ikke har forsøgt mig i den R et
ning, mens jeg gerne har overladt til andre a t udfylde mine