111 / 192
106
havde ordnet Pengesagerne for sin Kone og ikke vilde belaste
Boet med ny Forpligtelser. Men da jeg va r i Knibe, vilde
han gaa i Borgen for mig et halv t Aar. Saa m a a tte jeg sørge
for a t faa et fast Laan, som ikke kom ham ved. — Da Svend
Høgsbro paa mine Vegne forhandlede nærmere med ham
om Sagens Ordning, sagde Tietgen, a t jeg vel kunde faa et
saadan t Laan fra næste Term in i »Den sjæ llandske Bonde
stands Sparekasse«. Høgsbro indvendte, a t Sparekassens
Formand vel ikke kunde love dette uden a t forhandle med
Bestyrelsen derom. Men Tietgen svarede: »De kan sige til
Alberti fra mig: Naar jeg bestemmer noget paa P riv a t
bankens Vegne, saa er Sagen afgjort, og jeg tænker, han har
det ligedan med sin Sparekasse.« — Jeg tro r nok, a t denne
Hilsen gjorde Alberti villig til a t love os det ønskede Laan,
som kom i Stand i Jun i 1896.
Naar Tietgen ikke vilde paatage sig en langvarig Kaution,
hang det sammen med, a t han paa den Tid var ved a t miste
sit Helbred. — Han har selv fo rtalt mig, hvorledes han
først mærkede den Svækkelse, som han led af i sine sidste
Leveaar. — Han havde paataget sig a t faa nogle danske
Værdipapirer frem paa Børsen i Paris, og dette blev hans
sidste Forretningsrejse. — Under Opholdet dernede fornam
han en pinlig Stikken i sin højre Arm. Men han havde saa
meget a t ordne, a t han ikke vilde give efter derfor. Tilsidst
m aatte han ligge paa en Sofa og skrive, mens det prikkede
i Haanden, han skrev med.
Da han kom hjem fra denne Pariserrejse, va r han ikke
længer arbejdsfør, skønt hans Tanker fremdeles va r klare,
og hans Tale livlig og skarp som før. — Det blev en streng
Tid for denne Mand med den enestaaende A rbejdsdrift, at
han nu m aatte trække sig tilbage fra alle sine store Fo rret
ninger. — Tilsidst kunde han ikke engang skrive sit Navn.
Hans Utaalmodighed derover blev ogsaa en tung Byrde for
hans Hustru og andre Husfæller. — Jeg tro r, de sa tte Pris