109 / 192
104
Jeg husker grangivelig, hvorledes det gik mig, da jeg første
Gang, i Maj Maaned 1894, kom til S trødam i de tte Ærende.
— Tietgen, som daglig rejste til København, tog mig med i
sin aabne Wienervogn fra Hillerød S tation til sit Landsted.
Vi kørte endda med Kusk og T jener igennem »Indelukket«,
hvor ingen andre Vogne m aatte færdes. — Jeg havde aldrig
før ta lt med den store Mand og blev lidt overrasket, men
egentlig ikke ubehagelig berørt, ved hans satiriske Stil. —
»Naa, De skal ud og tale for min Kone!« sagde han. »Det er
vel i det sædvanlige Blomstersprog med H istorier fra gamle
Dage? Jeg har sagt til Schrøder og Nørregaard, a t de hellere
skulde lære de unge Bønderkarle a t læse og skrive og regne
end fylde dem med Foredrag, som de ikke forstaar, om de
gamle Grækere osv. Ungdommen trænger til en mere prak
tisk Uddannelse. Min Kollega, E ta tsra ad Larsen, mindede
mig forleden om, hvad jeg sagde til ham , da han søgte om
Plads i Privatbanken. Jeg spurgte ham , hvad Forkundska
ber han havde. Han sagde, a t han havde tag e t Artium .
Det er en daarlig Forberedelse til Bankvæsenet, svarede jeg.
De skulde hellere have siddet et P ar Aar paa Vridsløselille!«
»Det er slemt for mig,« sagde jeg, »at De har saadanne
Meninger om os Højskolemænd, for jeg vil netop i Dag
tale »i Blomstersprog« om Poesiens Betydning for Menneske
livet«. — »Aa«, svarede han, »det skal De ikke bryde Dem
om. Det er netop noget, min Kone sæ tter Pris paa. Og mig
faar De alligevel ikke til Tilhører. Jeg sover bedre paa min
Sofa end paa de haarde Bænke henne i Salen.«
Han kom ganske rigtig ikke med til Mødet. Men bagefter
var vi sammen til en særdeles god Middag i hans smukt
udstyrede Villa. — Ved Bordet sagde F ru T ietgen til h am :
»Det var Skade, a t du ikke hørte Hr. Begtrups Foredrag.
Du kan tro, det var udmærket!« — »Det tro r jeg gerne«,
svarede han. »Men jeg holder nu m est af a t høre mig selv
tale«. — Jeg søgte a t slaa ind i samme Tone og sagde: »De