116
kilde og Frederiksborg Højskoler kom til a t staa for mig
som to Søstre, der tjen te den samme Sag. Der viste sig da
ogsaa a t være god Brug for dem begge, da de i den følgende
Snes Aar begge havde stæ rk Tilgang fra alle Landets Egne.
Mens Bredsdorff og jeg saaledes kunde føle os som tro
faste Arbejdsfæller, saa længe han levede, tro r jeg nok, a t
det, især i de første Aar paa Frederiksborg Højskole, var
en Skuffelse for ham , a t det personlige Venskab imellem
os ikke udviklede sig saa frodigt, som han havde ven tet.
Jeg var for tra v lt op taget og for lidt egnet til den nære
Fortrolighed, som han attraaed e. — Da han selv blev For
stander, forstod han vist bedre, a t et saad an t inderligt Sam
liv i Manddomsaarene er sværere a t føre end i de unge Dage.
Vi maa være glade, naar vi da har en H u stru , med hvem vi
kan dele alt. — Derimod kan et ærligt Venskab efter Op
skriften : Elsk mig lidt og elsk mig læ nge! — godt trives
mellem dem, som har en fælles Livsgerning. — I den H en
seende regner jeg mig for en lykkelig Mand. Jeg har altid
følt mig som Ven med dem, jeg har sam arbejdet med i
Højskolens Tjeneste. Vi Lærere paa Frederiksborg Høj
skole har stadig dannet et saad an t Vennelag, og jeg regner
dette for langt vigtigere end de enkelte Medarbejderes frem
trædende Evner. Naar en Skole ikke skal bæres af en
eneste Mand, maa der dannes en Livskreds, der aandelig
kan virke sammen. De maa være enige om det bedste og
glade ved hinanden. E t saadan t Vennelag har i Virkelig
heden større Magt end selv de klogeste Mænd, som gaar hver
sine Veje. Aanden maa have et menneskeligt Fællesskab a t
virke i. Dette er Fordelen ved en fri Skole, hvor man kan
vælge sine Medarbejdere b land t sine Meningsfæller. Og jeg
har aldrig fo rtrud t, a t jeg har gjort dette til Hovedsagen
under min Ledelse af Frederiksborg Højskole. Jeg vilde
meget frabede mig en Lærer, selv med geniale Evner, der