11 / 192
6
Gamle Fru Wagner, som gerne kaldtes »Bedstemor«, var
dengang 71 Aar. Hun var en svær Kone med et rundt
Ansigt, der lyste af Velvilje, og med et skælmsk Blink i
de smaa graa Øjne. Hendes stadselige Kappe og Klæde
dragt gav hende udvortes Værdighed, og man saae straks,
at hun var en dannet, klog og rar Kone, paa een Gang
moderlig og ungdommelig af Sind.
Hun var blevet Enke under Treaarskrigen, men havde
med stort Livsmod holdt Hjemmet oppe for sine fem
begavede Børn. De boede i København, indtil de to Døtre
blev gift med Brødrene Ludvig og Johannes Schrøder, og
de tre Sønner kom i selvstændige Stillinger, den ældste
som Præst, de to yngre som Officerer. — Da Fru Wagner
var blevet ene i Hjemmet, flyttede hun over til sin ældste
Datter, Fru Charlotte Schrøder i Askov, og dær blev hun
siden boende, til hun døde oppe i Firserne. Hun havde
som gammel Kone et godt Helbred og kunde være grumme
meget for alle sine Børn og Børnebørn. Om hende samledes
Slægten tit fra nær og fjern, og hun havde dem stadig i
Tankerne, mens hun sad og strikkede Strømper og uldent
Tøj til de mange Poder, der voksede op i Askov og i de
andre Hj em.
Det gav Livet paa Askov en ejendommelig Tone af mild
og munter Menneskelighed, at hun var dær. Hvergang man
kunde føle sig lidt trykket af Folkelighedens tunge Alvor,
der især prægede Schrøders Væsen, var det en stor Lindring
at sætte sig hen hos Bedstemor, der altid var rede til en
hyggelig Samtale. Der var Solskin omkring hende, og det
personlige Liv kunde rigtig udfolde sig i Samværet med
hende.
Det fik jeg straks at mærke, da vi to sad ene sammen
den første Dag. Hun talte aldeles aabenhjertigt med Lune
og djærv Kritik om Forholdene i Højskolesamfundet. Hun
betroede mig mange Ting med Tilføjelsen: »Men inte mine