17 / 192
12
grethe, var ogsaa Elever paa Højskolen i nogle af de første
Aar, jeg var i Askov. — De yngre Sønner var jeg med til
at undervise en lille Smule i deres Drengeaar. — Den yndige
og begavede
Julie,
der døde som ung, var halvandet Aar,
da jeg kom til Askov. — Senere fødtes endnu to Sønner.
Den ene af dem, Ingeniør
Holger Schrøder
, fik jeg Lov at
staa Fadder til. Den anden,
Frederik Schrøder
, som nu er
en kyndig Grundtvigs-Forsker, blev født Aaret efter, at
hans Forældre i 1887 fejrede deres Sølvbryllup.
Næst Schrøders var
Nutzhorns
Hjem det, som jeg tidligst
fik min trygge Gang i. — H. Nutzhorn var en usædvanlig
ligevægtig, rolig og munter Mand. Han var lige saa fleg
matisk, som Schrøder var kolerisk. De to udfyldte hinanden
paa en velgørende Maade under deres mer end fyrretyve-
aarige Samarbejde i Askov. — Nutzhorn var lille af Vækst
med en buttet, velbygget Krop. Han havde et kønt rød-
musset Ansigt og store klare Øjne. Trods hans Fuldskæg
og skaldede Isse var der noget barnligt ved hele hans
Skikkelse. Man kunde godt forestille sig, hvor smuk han,
som der sagdes, havde set ud som lille Dreng med gule
Krøller. Han havde som Barn været med i et Tableau, som
Thorvaldsen overværede. Da Forestillingen var forbi, havde
den store Kunstner sagt: »Lad mig dog se det dejlige Barn
lidt nærmere!« Og derefter havde han taget ham paa sine
Arme og givet ham et Kys.
Nu var han omtrent halvhundrede Aar og regnedes alle
rede som gammel af os unge Lærere, da han var Højskolens
Nestor. Men den barnlige Glorie laa paa en Maade om ham
endnu. Altid lyste der et Smil paa hans friske Ansigt. Naar
han — uden Hat — kom vandrende fra sit Hjem til Skolen,
var der som Solglans om ham. Og naar man kom ind i
hans Stue, hvor han sad mellem sine mange tusinde Bøger,
men aldrig syntes at blive forstyrret ved vores Besøg, syntes