18 / 192
13
jeg, at Solen skinnede derinde selv paa Graavejrsdage. —
Han var gæstfri paa den behageligste Maade. Man følte sig
velkommen, men der blev aldrig gjort Stads af ens Komme.
— »God Dag, værsgo’ a t sidde ned,« sagde han med sin
muntre Røst. Hans lyse, rolige Sind prægede alt omkring
ham. Der var næsten ingen Bølgegang at mærke i hans
Væsen. — Da jeg rejste fra Askov, sagde han Farvel med
samme Tonefald, som om vi skulde ses igen den næste Dag.
Og da jeg Aaret efter kom paa Besøg i Askov, sagde han
Goddag, som om vi havde set hinanden igaar.
Nutzhorn var Lærer i Danmarkshistorie. — I hans Bog
samling fandtes der en Mængde værdifulde historiske
Skrifter, som han med største Villighed laante os yngre
Lærere. Saa længe jeg var paa Askov, gjorde han Forbere
delser til at skrive en folkelig Danmarkshistorie. Men til sin
Kones Sorg naaede han aldrig a t faa bearbejdet sine betyde
lige Samlinger til en Bog. Det blev kun gennem sine Foredrag,
han gav os andre Del i sine store Kundskaber paa dette
Omraade. Men disse Foredrag var ogsaa noget af det bedste,
som blev budt paa Askov Højskole. — Han var ganske
vist ikke saa dybtgaaende i sin Tale som Ludvig Schrøder.
Han manglede det strømmende indre Liv, de rige Følelser
og de stærke aandelige Syner, som Schrøders Foredrag bar
Vidne om. Han stod derfor i anden Linje og erkendte det
sikkert selv uden a t trykkes deraf. Men det var, aandelig
talt, sundt dagligt Brød, han bød Ungdommen. Hvad der
fattedes af Poesi i Fremstillingen, blev erstattet af et ægte
dansk Lune.
For mig blev det meget værd at følge hans daglige Morgen
timer, og hvad der især tiltalte mig, var den Paavisning,
han gav af Danskhedens Liv i de skiftende Tider. — Det
havde været godt, om han havde naaet at skrive en Bog
om Kampen mellem fremmed Indflydelse og dansk Folke-