13 / 192
Til dette aandelige Velvære hjalp det især, at jeg blev
inderlig knyttet til dem, som ledede hele Arbejdet gennem
deres daglige Hjemliv. Jeg tør sige, at jeg næsten kom til
at færdes som en Søn i Schrøders Hus.
Vel var
Schrøder
selv ikke personlig indladende overfor
mig. Det hørte til Manglerne ved denne udmærkede Mand,
at han ikke forstod at vise muntert Vennesind mod sine
Husfæller. Han var saa aldeles optaget af sin store Livs
gerning, at dens Alvor prægede hele hans Væsen. Og dette
kunde nok lægge et Tryk paa hans Omgivelser. — Han var
dengang i sin Manddoms fulde Kraft, og jeg har aldrig
truffet nogen, der arbejdede mere end ham. Men han var
ingenlunde stundesløs. Det var ikke en Forretningsmands
rastløse Liv, han førte. Han var fyldt af sit aandelige Kald,
og dette lagde en højtidelig Ro over hans Adfærd, hvor
virksom han end var fra Morgen til Aften. Han ønskede
ogsaa at sætte andre i Gang med Arbejde. Naar man mødte
ham i Skolegaarden, havde han gerne en eller anden lille
Opgave at stille en. Jeg maa tilstaa, at jeg ofte sneg mig
om Husgavlen, naar han var i Farvandet, for at slippe fra
at blive taget i Tjeneste. — Han dømte gerne Mennesker
efter, hvad de udrettede for den gode Sag, og han kunde
bruse op, naar Lediggængere eller passive Kritikere kom
ham paa tværs. — Men naar han stod paa Talerstolen, var
han i stor Ligevægt. Som Foredragsholder, gav han sig gode
Stunder til at udvikle, hvad der vældede op i hans Sind.
Som Husfader kunde han være mærkelig tavs og indesluttet,
naar han sad for Bordenden i den store Spisestue.
Han havde langt sort Haar over sit høje Hovede og et
bredt sort Skæg, som groede langt op paa Kinderne og
naaede ham helt ned paa Brystet, saa at man næppe saae
hans korte Hals. De smukke Øjne var tit sammentrukne
under de svære Bryn. Naar han sad saaledes uden at mæle
et Ord, mindede han om Odin, der grubler over Valhals