HolgerBegtrupsLevned

dagligt Gilde, og hun frydede sig, hver Gang der var Lej

lighed til a t fejre en særlig Højtid. »Jeg samler paa Fester!«

sagde hun. — Med smaa ydre Midler kunde hun bringe

dem i Stand. Nogle Flag og grønne Kranse var nok til at

gøre Højskolens Øvelseshus til en Gildeshal, der mindede

om de gamle nordiske Høvdingers og stemte Deltagernes

Sind til storstilet og dog hjemlig Festlighed. — Disse store

Møder paa Askov fik et ydre Præg, der svarede smukt til

Skolens Maal: at vænne dem, der kom fra de smaa Hjem,

til ogsaa at blive hjemme i Folkets historiske Højsal.

Naar Fru Schrøder sad hos sin Mand ved et saadant

folkeligt Gilde, maatte jeg tænke paa Frigga ved Odins

Side i Valhal. Naar hans Miner var noget mørke, som Val-

faders grublende Aasyn, kunde hun med sit lyse Smil kaste

Solskin over ham og over alle i Salen. Og naar hun rejste

sig med Haanden paa sin Husbonds Skulder for at byde

velkommen, var Tonen straks slaaet an for det glade Sam

vær. Hun kunde ogsaa holde en Tale, der gav Gæsternes

Stemning et højere Sving. Nutzhorn, der var Gildets Brage,

plejede at sige: »Jeg er den

næstbedste

Lejlighedstaler i

Askov!« — Han og vi andre enedes let om, at Fru Schrøder

var den bedste.

For mig, som daglig færdedes i Huset og fik mange ind-

gaaende, fortrolige Samtaler med Fru Schrøder, blev det

snart kendeligt, hvilken afgørende Indflydelse hun øvede

paa sin Mand. — Da jeg en Gang klagede til hende over

hans indesluttede og affærdigende Væsen, svarede hun:

»Husk paa, at Schrøder ikke har kendt sin Mor!« — Han

var kun tre Aar, da hun døde. — Dette gav mig en god

Forklaring. Men jeg følte ogsaa, at det Savn, han havde

lidt ved Tabet af sin Mor, nu blev godt erstattet af hans

kærlige Hustru. — Jeg har ikke været Vidne til et mere

harmonisk Fællesskab imellem to Mennesker end det, jeg

mødte hos dem. Der var aldrig et stridbart Ord imellem