19 / 192
14
aand i de to første Aarhundreder efter Reformationen. Paa
det Omraade tror jeg næppe, at nogen anden Historiker,
hverken lærd eller læg, var hans Lige.
Da jeg blev gift, kom vi til at bo lige overfor Nutzhorns,
og der gik sjælden en Dag, hvor jeg ikke var et Rend ovre
hos ham og hans forstandige, men lidt bekymrede Hustru,
hvor der altid var gode Raad at hente, enten det gjaldt
Skolearbejdet eller vore hjemlige Anliggender.
Den tredje Hovedlærer paa Askov var
Poul la Cour.
—
Han var den mest yndede af alle Lærerne. Hans ædle, rene
Personlighed virkede betagende paa os alle, og det var
meget opbyggeligt at lægge Mærke til, hvorledes han kunde
forene sin klare videnskabelige Tænkning med en barnlig
Tro paa Kristendommens Sandhed. — Han evnede at frem
stille matematiske og fysiske Spørgsmaal saa tydeligt, at
de fleste forstod det. Og selv de Tilhørere, der ikke helt
kunde følge med, blev saa grebne af hans Personlighed, a t
de fandt hans Taler henrivende. For mange af de Unge var
han saa nær ved at være en Helgen, som et jordisk Menneske
kan være det.
I Højskolearbejdet var han Schrøders Lærling og saae
hen til ham som den rette aandelige Fører. Det var Schrøder,
som med sit Syn paa »den historiske Højskole« fik la Cour
til ogsaa at behandle sine Fag historisk. Det lykkedes især
godt paa Naturlærens Omraade. Den »historiske Fysik«,
som han udgav sammen med Jacob Appel, blev en værdifuld
Frugt af Askov Højskoles Undervisning i de Aar.
Trods Poul la Cours store Elskværdighed kom jeg i
Begyndelsen ikke til at staa ham saa nær som Schrøders
og Nutzhorns. Det var først senere, at han og hans kloge
Hustru,
Christine la Cour
, født Marstrand, og hans Søster,
Jenny la Cour
, kom til at høre til vore allernærmeste Om
gangsfæller paa Askov.
E t andet mærkeligt Lærerpar var
Anders og Augusta