HolgerBegtrupsLevned

— ligesom Anders Pedersens — med en Del Kritik paa

Askovs nyere Skoleretning. Men han var en saare fornøjelig

Vært for os unge Lærere.

I det hele var der en rig Mangfoldighed indenfor det

Samfund af venlige Mennesker, som havde dannet sig om

kring Askov Højskole, og da jeg snart blev Husven hos

dem alle, kom jeg ikke til at savne god Omgang.

Saa længe

Jakob Knudsen

og jeg var ugifte, fortsatte vi

paa Askov det fortrolige Samliv, som vi før havde ført i

København. — Vi kom helst sammen hos ham i hans

rummelige Værelse paa Urmagerens Kvist, og dær sad vi

til langt ud paa Natten for at snakke eller læse Digterværker

højt for hinanden. — Vor Syssel med den Tids nyeste Skøn-

literatur var et Felt, som laa udenfor vort Skolearbejde, og

hvor vi ikke havde Interesse tilfælles med de ældre Lærere.

— Schrøder sagde om disse »realistiske« Bøger: »De kan

maaske være fornøjelige for dem, som har Tid til at læse

dem.« Selv var han standset ved Bjørnsons og Ibsens

Ungdomsskrifter. Han ærgrede sig over, at vi talte om

»Realismen« i den moderne Literatur. »Jeg skulde tro,«

sagde han, »at jeg er nok saa meget Realist som jer unge

Mennesker!« Og han havde utvivlsomt Ret deri, naar man

ved Realisme forstaar et virksomt Forhold til Livet selv.

Men han havde ingen Sans for den saakaldte Realisme, der

vilde indføre fransk Æstetik hos den danske Ungdom.

Jeg havde en Følelse af, at dette var rigtigt fra Folke

højskolens Synspunkt. Den ny Tids udenlandske Tanker

maatte i al Fald gennemarbejdes stærkt for at komme

Folkeoplysningen til Gode, og da jeg ikke magtede dette,

svandt min Dyrkelse af Skønliteraturen ind til et lille privat

Gartneri, som jeg foreløbig ikke kunde frugtbargøre i min

Skolegerning.

Det samme gjaldt min Syssel med den saakaldte moderne

Holger Begtrups Levned. II.