28 / 192
23
Og Fynbo, Jyd e og Sjællandsfar
Til eet Hus alle jo høre!
mens man samtidig kunde glæde sig ved det Spil af Mod
sætninger, der er indenfor vort lille Lands Befolkning. Det
voldte her ingen Rivninger, som saarede, fordi vi alle følte
os forenede af den samme Folkeaand og det fælles Livssyn.
Paa Askov blev jeg ogsaa daglig mindet om Broder
skabet med Nordens andre Folkeslag. Der var nemlig inden
for Elevflokken adskillige fremmelige unge Mænd fra Norge
og Sverige. — I mine første Læreraar var der især Karle
af Vælten oppe fra Norge. — En af dem var
OddmuncL Vik
,
som dengang var ung Højskolelærer, men siden blev Stats-
raad og Fylkesmand. Han var en rød Fremskridtsmand,
men trods sine stærke Ord ingenlunde oprørsk. — Jeg
husker f. Eks., hvorledes han en Gang fik os til at gyse
ved at begynde en Tale med de Ord: »Jeg tørster efter
Kongeblod!« Men det lettede i Sindet, da han i Talens Løb
forklarede, at det var »Kongeblodet i det norske Folks
Aarer«, han ønskede at faa til at rinde stærkere. — Han
holdt drabelig lange Foredrag om Wergeland og Ole Buli,
som blev fulgt med Spænding af de danske Tilhørere.
Mere ejendommelig var dog Vosse-Digteren
Per Sivle,
som stammede fra en vild Fjelddal ved Stalheim. — Hans
Kvæde om Thord Folason gik os til Marv og Ben, især
Slutningslinjerne:
Og det er det stora,
Og det er det glupa,
At Mærket det staar,
Um Mannen han stupa!
De Ord staar nu med Rette paa den høje Bautasten,
der er rejst til hans Minde i Nærheden af hans Fødegaard.
Han kunde med Kraft forme Slagord for den norske
Folkesag i hine Kampaar. Men han kunde ogsaa i det vakre