31 / 192
26
Benrad
«, byggede jeg den paa Grundlag af hans større Ar
bejde med enkelte Tilsætninger af min egen Opfindelse.
Først og fremmest sørgede jeg for, at Dansktimerne gik
med Liv og Lyst. Mine gamle Elever har tit mindet mig om
de Løjer, jeg drev med dem. Men jeg tror ikke, disse ung
dommelige Indfald gjorde Skaar i vor alvorlige Flid med
Faget. — Jeg brugte gerne Billeder til at oplyse mit Syn
paa Sprogets Liv. Jeg fremstillede f. Eks. Forholdet mellem
Tale og Skrift paa følgende Maade: Det levende Sprog er
»en dejlig ung Jomfru, en ædel Kongebrud«, der færdes frit
i Danmarks Have. Ingen kan give hende Paabud om hendes
Klædedragt og Adfærd. Den raader hun selv for. Men alt,
hvad hun gør, falder naturligt og kønt, fordi det adles af
hendes indre Væsen. — Skriften er derimod en Tjener, som
følger hende paa passende Afstand, hvor hun gaar. Han
bærer et Liberi, der er nøje foreskrevet, og maa sørge for,
at hver Knap og Lidse derpaa er i fuldkommen Orden.
Naar
hun
løber let afsted, maa
han
gaa efter med lange
afmaalte Skridt. Naar hun staar stille, maa han ogsaa
standse i behørig Afstand. Intet vilde være mere latterligt,
end om han pludselig gjorde omkring og kommanderede
hende til at følge i Hælene paa sig.
Med dette Billede vilde jeg laste de Skolemestre, der
lærte Folkets Børn at tale som en Bog, og i det hele prote
stere mod Pædagogernes vigtige Formynderskab, som er
ved at blive en Landeplage i vor »oplyste« Tidsalder. Jeg
henviste til, at de virkelige Sproggranskere har en ander
ledes Ærbødighed for Folkets levende Tale end de halv-
studerte Pedanter, som vi tit maa trækkes med i det offent
lige Skolevæsen.
Vi brugte paa Askov Flors Haandbog i den danske
Literatur, og det var en Selvfølge, at jeg under Læsningen
af Digterværkerne i denne Bog gav Eleverne Del i det
Kendskab, jeg fra Barnsben har haft til Guldalderens Poesi.