33 / 192
28
tusind Aar siden begyndte at trænge ind i det danske Sprog,
er det tydeligste Kendetegn paa, hvorledes fremmed Aand
fra den Tid har faaet Indflydelse paa Folkets Liv.
Der kan spores Virkninger af Handelsforbindelser med
de sydlige Lande i vore ældste Laanord. Saadanne latinske
Ord som »Skrift«, »Kalk«, »Natur« (i Betydningen af løndoms
fuld Egenskab) m. fl., der træffes i vore ellers rent nordiske
Oldskrifter, viser jo klart, at vi har lært at skrive af vore
sydlige Naboer, at vore Husholdningsredskaber for en Del
er købt af romanske eller angelsaksiske Handelsmænd, og
at den fremmede Visdom er blevet modtaget med Ærefrygt
af de enfoldige Nordboer. — Ordet »Kristen« paa Harald
Blaatands Runesten i Jælling er som en Indskrift over
Døren til den danske Kirke og minder om, hvorledes der
med Kristentroen kom noget stort Nyt ind i Folkets Liv.
— Hele den Flok af græske og latinske Ord, som dermed
strømmede ind i det danske Sprog, viser paa det nøjeste,
hvad Kirkens sydlandske Kultur bragte med sig til vore
Lande. Men det er i denne Sammenhæng værdifuldt at
lægge Mærke til, at det egentlige Kristenliv for det meste
lader sig udtrykke med ægte danske Ord, som »Gud« og
»Aand«, »Tro« og »Haab«, »Daab« og »Nadver«, mens Kirke
væsenets ydre Ordning medfører en Mængde Fremmedord,
som »Kirke«, »Præst«, »Biskop«, »Alter«, »Kloster« osv.
Senere kommer de tyske Haandværksnavne, som oplyser,
hvorledes Arbejdsdelingen med Bykulturen trænger ind i
det forhen rene Bondeland, Riddervæsenet med sine Høflig
hedsformer osv. — Endelig røber de nedertyske Ord, som
fra Tiden omkring 1300 vrimler frem i det daglige Talesprog,
hvilken livsfarlig Magt Hansestædernes verdslige Kultur kom
til at øve over hele Folket i dets aandelige Kraftløshed.
Det Mylr af Fremmedord, der nu findes i vor Tale, er
ingenlunde Tilfældigheders Værk. Naar man synes, at vort
Sprog ligner et Kludetæppe, saa kommer det af, at man