32 / 192
27
— Denne Side af Undervisningen lagde Grundvolden til
de mange Foredrag, jeg siden har holdt om dansk Digtning
paa Højskolen og i folkelige Foredragsforeninger.
Det var som Dansklærer, jeg først vandt fast Fod inden
for Skolearbejdet paa Askov, og det var paa dette Omraade,
jeg efter Schrøders ivrige Tilskyndelse stræbte at oparbejde
et nyt Hovedfag paa Skolen. — Tanken var, at der paa den
udvidede Højskole burde gives en historisk Oplysning om
Modersmaalet, som kunde blive et nyt Led i den aandelige
Side af Skolens Arbejde, paa samme Maade, som Poul la
Cour havde gjort Naturlæren til en levende Del af den
almindelige Folkeoplysning ved sin historiske Fysik.
Jeg blev snart stærkt optaget af at løse denne Opgave.
— Det var mig klart, a t en historisk Fremstilling af selve
det danske Sprogs Udvikling gennem Tiderne ikke kunde
gøres til Grundlag for en saadan Undervisning. Dette for
udsatte nemlig et Kendskab til det ældre danske Sprog,
som Eleverne manglede. — Jeg læste ganske vist »Old
nordisk« med en Tylvt af dem. Men vi naaede ikke ret
langt dermed, og Flertallet af Eleverne kendte i al Fald
kun Dansk i den Form, de selv talte. Desuden var jeg selv
for lidt kyndig i nordisk Filologi til at kunne oprede Sprog
udviklingen paa en forsvarlig Maade. — Derimod mente
jeg, at der i
Ordforraadets Historie
var et Emne, som jeg
med Tiden kunde magte nogenlunde, og som let kunde
sættes i Forbindelse med hele Folkets Udvikling under dets
skiftende Skæbner.
Det er jo nemlig givet, at Ordindholdet i det Sprog, et
Folk taler, er det sikreste Udtryk for det ydre og indre
Liv, Folket fører. — Runemaalet med dets rene »danske
Tunge« er vor bedste Kilde til Oplysning om, hvorledes
vore Fædre levede, tænkte og følte i de Dage, da de endnu
ikke var kommet under væsentlig Paavirkning af andre
Folkeslags Sæder og Skikke. Og Fremmedordene, der for