30 / 192
25
Sundbo
var en af de mest fremtalende iblandt dem. Til disse
Folk stod jeg som ivrig Bergianer i et ret venskabeligt
Forhold. — Endelig var der et Kompani af elskværdige
unge Fyre, som lod Fiolen sørge, og med dem fik jeg heller
ikke saa lidt at gøre.
Naar jeg tænker paa den Ungdomsflok, jeg kom til a t
leve sammen med i mine første Højskoleaar, staar de meget
mere for mig som mine Kammerater end som mine Lærlinge.
— Jeg kan heller ikke sige, at det i synderlig Grad lykkedes
mig at optræde som deres aandelige Vejleder. — Jakob
Knudsen og jeg holdt hver et Foredrag om Ugen for den
samlede Skole. Mine drejede sig om Nordens Oldtid. Men
hvor livlige jeg saa søgte at gøre dem, kunde jeg ikke holde
Tilhørerne samlede om dem. De klattede fra den ene efter
den anden. Ved Skolens Slutning havde jeg ikke mere end
tyve Mand tilbage, og det var kun en ringe Trøst for mig,
at Knudsen kun havde t i !
Derimod gik det helt godt for mig med Undervisningen
i
Dansk.
Og her tør jeg nok sige, at jeg gjorde Nytte ved
at sætte dette vigtige Fag paa en bedre Fod i Askov. —
Anders Pedersen underviste det mindre Hold af andet Aars
Elever, mens Jakob Knudsen og jeg delte det store første
Aars Hold mellem os. — I Dansktimerne, som Eleverne
fulgte med stadig Flid, lagde jeg Vægt paa at indøve den
formelle Nøjagtighed, som før havde været en svag Side i
Folkehøjskolens Undervisning. Jeg hørte mine Lærlinge i
Sproglæren, analyserede daglig i Læsebogen og rettede deres
Stile med Omhu. Desuden drev vi Øvelser i Oplæsning og
brugte herved en ejendommelig »Korlæsning«, som jeg havde
lært af Rektor
H. H. Lefolii
fra Viborg.
Denne udmærkede Skolemand var en god Ven af Askov
og tog ofte Del i Skolens »Lærermøder« i August Maaned.
— Vi benyttede hans »Sproglære«, og da jeg senere udar
bejdede en lille Bog, som jeg kaldte »Den danske Sproglæres