26 / 192
21
er saa velkendt, at jeg ikke behøver at omtale den nærmere.
— Vi to blev allerede ved vort første Møde inderlig gode
Venner, som vi da har vedblevet at være indtil denne Dag.
— Han var den Gang slet ikke klar over sit Livsmaal. Men
han ejede det levende, søgende Menneskesind, som straks
drog mig til ham, og som endnu er Sjælen i hans rige Virk
somhed.
En anden af Askoveleverne, som jeg lagde særlig Mærke
til, var
Hans Peter Hanssen
fra Nørremølle. — Han var
dengang kun tyve Aar gammel, men optraadte dog med
Kalot paa Hovedet, fordi han i en heldig Stund havde
mistet sit lyse Haar og derfor var blevet kasseret som tysk
Soldat, mens det senere groede rask frem igen. — Det var en
frejdig ung Mand med udmærkede Evner og et klart Maal
for sin kommende Livsgerning. Naar han paa sit friske
Sundevedsmaal talte om den danske Sag i Sønderjylland,
havde han altid en lyttende Kreds omkring sig. — Jeg skal
ikke forsøge at tegne noget Billede af denne store Folke
fører i hans Ungdom. Det har han selv gjort bedst i sine
nylig udkomne Erindringer. Jeg vil nøjes med at sige, at
han ad personlig Vej, som altid har været den virksomste
paa mit Sind, førte mig ind i den sønderjydske Sag og
siden har været min Mærkesmand, hvor det gjaldt den
folkelige Side af Kampen for Danskheden ved Lande
grænsen.
Allerede Aaret efter mit Komme til Askov fik han mig
i Pinsen 1883 til at gøre en Rejse til Sundeved og Als,
hvor jeg hos Nis Nissen i Nordborg holdt Foredrag om
Ansgar og nød den Ære at blive standset midt i Talen af
en preussisk Gendarm, mens Nissen senere fik en Bøde af
Herredsfoged Klinker for Brud paa Politiloven. — Denne
Oplevelse bragte mig i god Føling med vore Landsmænds
Kaar under det fremmede Herredømme.
Men det dybeste Indtryk af Danskernes Liv syd for