24 / 192
19
Næseklemmer. Det saae i deres Øjne fælt overlegent ud.
Men mit øvrige Væsen bødede derpaa. Jeg har aldrig haft
Trang til at holde paa min Værdighed. Men jeg vil forøvrigt
ikke rose mig af min Opførsel som ung Lærer. Jeg maa
tværtimod tilstaa, at den Blanding af tidlig Modenhed og
sen Barnagtighed, som prægede min Optræden, tit gjorde
det svært for andre at forstaa, hvad jeg egentlig var for en
Fyr. Især har jeg lidt under, at min drengeagtige Spøg blev
taget ilde op. Den blev anset for spydigt Komediespil og
saarede tit til min Sorg stilfærdige Mennesker.
I det hele var Kammeratskabet dog godt og fornøjeligt.
— Knudsen og jeg tog Del i adskillige smaa Sammenkomster
paa Kamrene, enkelte Gange ogsaa i Gilder, som gik lidt
over Stregen efter Skoleloven. Men derved er der ingen
Grund til at dvæle. Hellere vil jeg fremhæve det Venskab,
jeg vandt med mange af de ypperlige unge Mænd, der fandtes
i Elevflokken.
De firsindstyve Karle, som opholdt sig paa Skolen i
Vinteren 1882—83, var gennemgaaende flittige og retsindige
Folk. Der var enkelte Vandbier i Kuben, som levede let
eller »nød« deres egen Dybsindighed i værdiløse Grublerier.
Men de fleste var ivrige til Arbejdet og stærkt optagne af
Foredragenes Indhold. Ikke saa faa iblandt dem var ældre,
udviklede og alvorlige Mennesker, som jeg kunde lære meget
af.
En af dem, som gjorde stærkest Indtryk paa mig, var
Husmandssønnen
Hans Poulsen
fra Eskildstrup paa Fyn.
Han var en viljestærk ung Mand, der havde sat sig et stort
Livsmaal. Han agtede nemlig at drage ud som Missionær
til Rød-Karenerne i Bagindien. Tanken derom havde han
faaet ved at læse en engelsk Missionærs Bog om disse
fjerntboende Hedninger. Det var formodentlig Opdigtelser
i fromt Øjemed, naar Forfatteren meddelte Træk af Rød-
Karenernes Sagn, der mindede mærkeligt om de bibelske