34 / 192
29
ikke kender dets historiske Vævning og derfor ikke kan
efterspore Traadene i dets stærke fremmede Islæt. — Naar
dette opredes, vil man bedre forstaa den uløselige Sammen
hæng mellem Sproget og Folkets historiske Liv og ikke
længer, som de blinde Maalstrævere, nøjes med i Flæng og
Spræng at sætte danske Ord i de fremmedes Sted. Nej, da
vil man indse, at Ordforraadet stammer fra dybe Kilder,
og modvirke Aberiet efter de fremmede ved at leve sit
danske Liv med mere Kraft og Ægthed. Kun en Oplivelse
af Folkets egen Aand kan rense Folkets Tungemaal og blæse
det fremmede Ukrudt bort, mens vi dog ikke maa glemme,
a t vi fra andre Folkeslag har modtaget meget, som vi for
vort eget Livs Skyld aldrig vil slippe.
Det var med saadanne Tanker, jeg tog fat paa, hvad jeg,
for at være rigtig nordisk, kaldte
den danske Maalsaga.
Jeg mener den Dag i Dag, at det var en vigtig Opgave,
jeg dermed prøvede at løse. Men for mit Vedkommende
blev det kun til et ufærdigt Arbejde, som jeg senere opgav,
dels fordi jeg ikke kunde gøre det grundigt nok, og dels
fordi der var andre Opgaver, som laa mig lettere for Haanden
og krævede al min Tid.
Vinterskolen paa Askov varede dengang til Slutningen af
April, og i den sidste Maaned fik vi Besøg af to Mænd,
som oplivede os alle. — Det var Nørregaard og Baagø fra
Testrup, som holdt en Række udmærkede Foredrag paa
den udvidede Højskole, efter at de havde sluttet deres egen
Vinterskole til 1. April.
Nørregaard
var denga-ng i sin bedste Kraft og i et straa-
lende Humør. Med stor Veltalenhed fremstillede han Aands
livet hos de gamle Grækere. Han gennemgik og oplæste
flere af de græske Tragedier og fremsagde Dialoger af Platon,
som han kunde udenad. Der var mere Kunst og dramatisk
Liv i hans Tale end i Askovlærernes. Derfor kunde han gøre
sine Timer saa festlige for os alle.