39 / 192
34
blive en virkelig Fører indenfor Statslivet. — De norske
Fosser er vidunderlige, men der har været sto rt Vandspild
ved deres brusende Fremfærd. Hidtil er det nok mest i
Mekanikens Verden, de har gjort Gavn med deres vældige
Drivkraft.
Svenskerne var mere rolige, men til Gengæld mindre
aandsbaarne. Det »medborgerlige« spillede en større Rolle i
deres Tankegang end det »folkelige«. — Enkelte af dem blev
dog øjensynlig stærkt grebne af Mødet med den dansk
norske Højskoleaand. Det gjaldt især
Teodor Holmberg
fra
Tarna Folkhogskola, der sammen med sin begavede Frue
næsten blev bjergtagen af Ullmann. Det kendes endnu paa
denne ellers saa ægte svenske Højskolemand, a t han fik
Gavn af, hvad han lærte i Danmark og Norge.
Ved Testrupmødet var jeg endnu for ung til a t give mit
Besyv under de stærke Forhandlinger. Men jeg vovede mig
dog frem ved Slutningsfesten med en lille Tale for Island,
som indbragte mig en varm Tak fra gamle Dr. C. Rosenberg,
der trolig havde deltaget i hele vor Sammenkomst.
Da Mødet var forbi, gjorde de norske og svenske Deltagere
en Rejse til Sydjylland sammen med enkelte af os Danske.
Det blev et Festtog, som ingen af Deltagerne vil glemme.
Svenskerne kaldte det en Eriksgata, og Nordmændene
sammenlignede det med en Brudefærd. — I de første Dage
var Højskoleforstander Rosendal en udmærket Fører. Vi
kørte gennem Grejsdalen op til Jælling, fik et godt Gilde
med Vin paa Vinding Højskole og kom saa til Fredericia,
hvor Rosendal fortalte levende om Krigens store Minder.
— Derefter overtog Schrøder Ledelsen og førte Gæsterne
til Askov. Da vi rullede ind i Højskolens Gaard, og jeg saae
Fru Schrøder med sine to Døtre, klædt i Hv id t med røde
Baand, staaende i Hoveddøren, der var prydet med Grønt
og Flag, gik der en varm Bølge gennem mit Bryst. Jeg
følte mig hjemme igen og var vis paa, a t Festen her vilde