42 / 192
37
dengang gjaldt for en fuldblods Grundtvigianer, var en
herlig Talsmand for ny t Liv i Kludene. — Han havde ikke
været med paa Testrupmødet og det følgende Festtog
gennem Jylland. Derimod hørte han i København Svensker
nes Lovtaler over den folkelige Udvikling i Danmark og
syntes vel, a t der var stukket dem lidt Blaar i Øjnene.
Da han kom op paa Talerstolen, sagde han med sit vel
kendte Kast med Hovedet: »Man fristes til a t spørge, hvad
det er for en Fyrst Potemkin, som har ført vore skandinavi
ske Gæster omkring i Landet.« Virkeligheden — fortsatte
han — er langt fra saa lys, som den synes at være fremstillet
for dem. Vi Grundtvigianere trænger til helt anderledes at
tage fat paa det nuværende Livs Opgaver, hvis vi skal
svare til vo rt aandelige Kald. Han mente, a t den grundt
vigske Fylking burde træde frem med sluttet Kraft i
Dagens Strid paa alle Omraader. Taler og Sange var vi
snart ved a t faa mer end nok af.
Det løb mig koldt ned ad Ryggen, da Pontoppidan ud
slyngede Ordet: Fyrst Potemkin. Det maatte jo sigte lige
paa Ludvig Schrøder. Men mærkeligt nok blev det fra en
hel anden Kant, han fik Svar paa sin Tiltale. —
C.
Berg
og
Jens Busk
va r begge med ved Mødet, og de opfattede
Pontoppidans Tale som en- Opfordring til a t danne et sær
ligt grundtvigsk Parti indenfor Venstre paa Rigsdagen. —
De blev ogsaa krænkede over en Udtalelse af Ludvig Schrø
der. Han sagde, a t »Statsskibet for Tiden laa i Taage«.
Nogle havde troet, a t Biskop Monrad, der havde ladet sig
vælge ind i Folketinget, skulde gøre Gavn som Lods. Men
det saae ikke ud til at lykkes. — Man kunde vel sige, at
disse Ord indeholdt en Tvivl om, at Berg og de andre
Venstreførere kunde klare Pynten. Men det var dog en
Fordrejelse, naar Berg og Busk paastod, at Schrøder havde
beskyldt dem for »at gaa i Taaget«.
Berg var netop dengang vanskelig stillet. Han kunde ikke