faa Hørupperne med til a t danne et samlet Venstre, og han
havde den Tort, a t Edvard Brandes havde skrevet en ned
sættende Artikel om Grundtvig og Grundtvigianerne til selve
Hundredaarsfesten i »Morgenbladet«, som han redigerede
sammen med Berg og Hørup. Skulde nu ogsaa Grundtvigi
anerne gøre Knuder, saa vilde Berg komme til a t sidde
mellem to Stole, og denne Stilling gjorde ham aabenbart
nervøs. Han talte med Bitterhed om, a t Højskolens Mænd
ikke gav Folketingets Flertal en bedre S tøtte under Kampen
mod Estrup, og brugte saa stærke Ord, a t der blev en vold
som Hyssen fra alle Sider i Salen. En ellers god Bergianer
fra Vestjylland gav sin Harme Luft i R aab e t: Ned med
ham! — Vennemødet var nær ved a t blive et politisk
Rabaldermøde, og Harald Holm, der va r Ordstyrer, havde
al sin Snarraadighed behov for a t stille Stormen.
Jens Busk sagde temmelig højt, da han gik ned af Taler
stolen: »Vi skal dog en Gang vise de Højregrundtvigianere,
a t vi ikke længer lader os spille paa Næ s e n !« Men for disse
Ord gav den ridderlige Baagø ham en kraftig Irettesættelse.
Jeg blev meget forpint ved dette Optrin, hvor Førerne
for Folkets Oplysning og for den politiske Frihed tørnede
saa haard t sammen. Men det lettede mageløst paa S tem
ningen, da »den gamle från Uppsal«, Dr. Magnusson, tra ad te
frem med et stort Smil paa Ansigtet og sagde, a t han havde
glædet sig meget over denne Ordstrid, som rigtig viste, hvor
meget Liv der var i Grundtvigianerne!
Det stormende Optrin fik en vis historisk Betydning. Det
viste sig den Aften, hvad. der allerede var varslet om elleve
Aar i Forvejen, ved Bjørnstjerne Bjørnsons Tale under
Grundtvigs Gravfærd, a t Grundtvigianerne ikke mere dan
nede et fredeligt Vennelag. Det store »Vennemøde« i 1883
blev i Virkeligheden det sidste i sin Slags. Men vi har efter-
haanden lært, a t Brydningen kom i Medfør af Livets Gang.
Grundtvigs Tanker har efter hans Død bredt sig saa vidt
38