![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0041.jpg)
36
Kl. 11
y2
samledes 5000 Mennesker til Vennemøde i Kongens
Have. Birkedal talte meget smukt om Grundtvigs kirkelige
Betydning, hans dybe Alvor og hans glade Kristendom.
Hostrup fremhævede paa sin jævne og elskværdige Maade
Grundtvigs folkelige Gerning. Derefter sang vi Hostrups
Digt til Dagen:
En Kæmpe han var i al sin Færd,
Hvem Frygten aldrig lammed —
Det tu rde være det kraftigste og ædleste Mindekvad, vi
har om vor store Fører. — Arvesen talte højstemt om G rundt
vigs Forening af kristen Tro og folkeligt Frisind. Schrøder
dvælede ved den historiske Gang i hans Livsværk og min
dedes Sønnen, Frederik L. Grundtvig, der netop i de samme
Dage blev viet til Præst blandt de Danske i Amerika. Til
Slut foreslog C. J . Brandt, der var Ordstyrer, a t vi skulde
synge S ang en : »Hvad kvidrer I om, I Spurve graa —«,
som Grundtvig havde digtet efter sin Vandring gennem
Kongens Have Nytaarsaften 1838, og hvori han havde ud
ta lt det Haab, der paa udvortes Maade var opfyldt i Dag:
Da straaler Korset paa K irketop,
Og Vidneskaren staar herlig op,
Og S tøvets Tunger gløde!
Da Forsamlingen va r saa stor, a t de yderste i Kredsen
daarlig kunde høre, hvad der blev sagt, udvandrede de til
et andet Sted i Haven, hvor, saa vidt jeg mindes, Pastor
Christiani og flere holdt Taler for dem i et noget andet
Tonefald end de officielle Ordføreres.
Men det va r dog først den følgende Aften, da vi samledes
i Vodroflund, a t det kom rigtig for Lyset, hvor vanskeligt
det var a t forene alle Grundtvigs Venner til en levende
Enhed. Her kom nemlig Kritiken over den gamle Venne
mødetone kraftig til Orde. —
Morten Pontoppidan
, som