37 / 192
32
hvad der især gik ud over den radikale Fløj af Forsamlingen.
— Baade han og Schrøder var meget optagne af Gæsterne
fra vore Nabolande og søgte især med Held at vinde de
svenske Højskolemænd, som hidtil havde staaet temmelig
fremmede overfor den udpræget grundtvigske Aand i de
danske og norske Højskoler.
Naar jeg mindes den hensynsfulde Omhu, hvormed Schrø
der i sin Tale stræbte at undgaa alt, hvad der kunde støde
Svenskerne, og a t fremhæve alt, hvad vi havde tilfælles
med dem, skammer jeg mig over, at jeg efter at være kommet
op i Aarene ingenlunde har haft samme Held i saa Henseende.
— Der er en dyb Forskel paa den danske og svenske Høj
skole i deres Livssyn og Arbejdsmaade. Men det er ikke
godt at bruge vore Sammenkomster til at fremhæve dette
saa stærkt, at Broderskabet lider derunder. Det samlende
i Schrøders Tankegang kom her paa sin rette Plads, da han
dog ikke forsømte at forkynde Grundtvigs Syn paa en
værdig Maade.
De lange og livlige Forhandlinger gik ret fredelig, saa
længe de drejede sig om Folkehøjskolens Forhold til Staten,
om den indbyrdes Forbindelse mellem Skolerne i de for
skellige Lande og om den historiske Undervisning paa Høj
skolen. Og der var Festglans over det store Folkemøde,
der holdtes om Søndagen i Skolegaarden. Jeg mindes især
Schrøders Tale om »Frihed, Lighed og Broderskab«, hvori
han hævdede, at Nordmændene var Frihedens, Svenskerne
Lighedens og Danskerne Broderskabets naturlige Talsmænd.
— Men da vi Søndag Aften fik en Forhandling om »Politi-
kens Forhold til Folkehøjskolen«, indledet af
Viggo Ullmann
,
slog dette brændende Spørgsmaal ud i stærke Flammer,
især da Nørregaard advarede imod at bringe den politiske
Strid paa Tale indenfor Højskolens Vægge, fordi det let
vilde gøre Luften »sveden« omkring os. — Dette virkede
som en Brand i Næsen paa Ullmann og Arvesen, der stod