38 / 192
33
midt i den store Kamp for folkeligt Selvstyre i Norge, og
som dristig erklærede, a t hos dem var al Folkelighed paa
Venstres Side. De fik en kraftig dansk Støtte fra
Jens Lund
i Vejstrup, som dengang var langt fremme i Venstres Kamp
mod Ministeriet Estrup. — Da Nørregaard den næste For
middag ligefrem fratog Jens Lund Ordet, fordi han under
en anden Forhandling, i sin ejendommelige, skarpe Form,
fremsatte sin Mening om Højskolens Pligt til at give politisk
Oplysning, var det nær kommet til Oprør indenfor den
»frisindede« Del af Forsamlingen, hvortil jeg naturligvis
hørte. — Det gjorde ogsaa et pinligt Indtryk paa mange af
os, da Nørregaard ved Slutningsfesten talte djærvt for
»Forsvarssagen«, som han mente, burde samle alle uden
Hensyn til de politiske Modsætninger.
Trods disse Brydninger var Glæden over Fællesskabet
mellem Nordens Højskolemænd dog det, som helt igennem
prægede Mødet. — For mig var det meget fornøjeligt at
være sammen med saa mange norske og svenske Kalds
fæller. Jeg beundrede især Nordmændene Ullmann og Arve-
sen, baade for deres store Veltalenhed og for den Kraft,
hvormed de hævdede Højskolens førende Opgave i Folke
livet. Der var et aandeligt Vejr i deres Ord, der mindede
om Hostrups Sang:
Lad det bryde, lad det gære,
Stem ej Strømmen, taal dens Brag!
Den vil bære Grøde
Til en Sommerdag!
Tiden viste desværre senere, at de ikke mægtede at staa
fast i Strømmen, men blev revet med af Dagens Politik,
saa at de tilsidst gik tab t for Højskolesagen, som de havde
ofret al deres Ungdomskraft. — Især maa jeg beklage, at
Ullmann, som var en saa herlig Ordfører for grundtvigsk
Folkeoplysning, blev slugt af Politiken uden nogensinde at
Holger Begtrups Levned. II.
3