39
i Folket, a t vi helst maa opgive a t enes om dem, og hellere
hver for sig maa virke for a t frugtbargøre dem i hele det
danske Samfund.
Dog var det velgørende, a t Mindefesten ikke sluttede med
denne Ufred. Den tredje og sidste Festdag blev tværtimod
fuld af rig Stemning, der kom til a t lyse som den dejligste
Aftenrøde over det mindeværdige Møde. — Den 10. Sep
tember gjorde nemlig mange Hundreder af Grundtvigs
gamle og unge Venner en Udflugt til Sydsælland for at
besøge hans Fødested og hans Grav.
Vi kørte med Ekstratog til Lundby Station, hvor vi blev
hentede i Vogn, som Egnens Bønder havde stillet til Raadig-
hed. Jeg agede med min Kammerat fra Askov, Hans Larsen
fra Lundby, der gav mig god Besked om alt i Egnen. —
Det gjorde et dyb t Ind tryk paa mig, første Gang at komme
til Grundtvigs Fødeby, forbi de gamle Huse med Halvdøre
mellem Hyldetræer ad Byens Gade op til Præstegaarden,
der laa næsten uforandret med sine straatækte Længer som
for hundrede Aar siden. Vi saae den Stue, hvori Grundtvig
var født, hans Kapellanværelse i Sidelængen og den gamle
Have, hvori nogle faa Lindetræer endnu løftede deres
Kroner »kækt over Taget«. — Gennem denne Have, som
han har sunget saa lifligt om, vandrede vi op til Kirken
og »Grinebakken«, hvor der skulde afsløres en Bautasten i
Dagens Anledning.
E t Par Tusinde Mennesker var samlede om Stenen, hvor
fra der er en vid Udsigt over Egnen, og aldrig har jeg været
med til at syn g e : »Kirkeklokke, ej til Hovedstæder støbtes
du, men til den lille By —« i stærkere Stemning end dær.
— Birkedal dvælede i en kort, gribende Tale ved Minderne
om Grundtvigs Ungdomsliv paa dette Sted og drog en
Sammenligning mellem hine fattige Tider og det rige Menig
hedsliv, som nu var va k t ved Grundtvigs Sang og Tale om
Guds levende Ord. — Saa gled Dækket fra den høje, smukke