50 / 192
45
havde slaaet sig sammen om a t give os i Brudegave. —
Da vi havde opholdt os hjemme en Timestid, der kun blev
forstyrret af en lang Visit af en løjerlig Amerikaner ved
Navn Professor Barker, som havde været Engelsk-Lærer
paa Vinterskolen, kom Højskolens Lærere og Elever for at
føre os over til Festen paa Skolen i et højtideligt Brudetog.
Vi blev bænkede paa Hæderspladsen i den smukt pyntede
Sal, og hele Selskabet fik et godt Maaltid med Steg og Kage.
Der blev holdt Taler og sunget Sange ved Bordet. Men det,
som gjorde stærkest Ind tryk paa mig, var, at Jakob Knud
sen traad te frem og sang for til en Kæmpevise om »Hr.
Holger af Begtrupland og Jomfru Johanne af Langeland«.
Dens sidste Vers lød saaledes:
Foroven jert Hus dær sidder en Stær,
— I træde let i Dansen —
Den sang denne Vise, da I drog nær,
— I træde let i den lyse Vaar mod liflig Skærsommer.
Min gode Ven havde selv digtet Visen og Tonen dertil.
I det Eksemplar, som vi fik, havde han tilmed tegnet og
malet en hel Række Billeder, der baade var kønne og mor
somme. — Festen sluttede med en Dans, hvor Johanne og
jeg maatte først ud paa Gulvet.
J a, saaledes blev min unge Hustru og jeg modtaget i vort
ny Hjem. Vi følte os favnede af Vennelaget og var dermed
straks indlevede i Kredsen som bosatte Folk. — Paa Sommer
skolen, der begyndte kort efter, fik Johanne Timer i Haand-
gerning. Vi gled — »i den lyse Vaar mod liflig Skærsommer«
— mun te rt ind i det daglige Højskoleliv, som jeg kendte
saa godt, og som Johanne ogsaa hurtig kom til at føle sig
hjemme i, især da Fru Schrøder fra første Færd var en
moderlig Veninde og klog Raadgiver for hende baade paa
Skolen og i Hjemmet. — Vi havde al Grund til at føle os
hjertelig taknemlige for denne lyse Indgang i vort ægte
skabelige Liv ved Siden af det store Folkehjem.