51
Kristiania. Hans Far var en af Norges rigeste Mænd, og
han ofrede sine arvede Midler for sammen med Bonde
sønnen Olavus Arvesen at rejse Landets første Folkehøj
skole i Hamar. Men han gled efterhaanden i Baggrunden
under sin Medarbejders stærke Stræben efter a t raade for
Skolen. Nu havde han trukke t sig tilbage til Privatlivet
sammen med sin begavede danske Hustru, Fru Mix Anker,
som var en Datter af »Budstikke-Bojsen«. — Jeg var en
Aften i deres Hjem, der var meget smukt udstyret med
lidt falmede Minder om en svunden Velstand. Deres unge
Døtre saae udmærket ud i deres smagfulde norske Folke
dragter. Men der var noget nedslaaende ved a t se de skønne
Omgivelser i kendeligt Forfald. Anker selv gik med en høj
sort Hat, der var lodden af Ælde. — Han fik kort efter af
Sverdrups Regering Stillingen som Postmester i Hamar
som en tiltrængt Hædersløn for sit opofrende Arbejde i
Folkesagens Tjeneste.
Arvesen var ganske anderledes i Skuddet; men det gik
senere ham som Ullmann. De blev helt tagne af det politiske
Liv og kom derved ud af deres lykkelige Stilling som Førere
for den folkelige Oplysning i Norge.
Fra Sagatun drog vi tilbage til Kristiania for at tage Del
i det store nordiske Skolemøde. Højskolemændene gjorde
sig godt gældende under de mange Forhandlinger, som man
bl. a. kan se af det vidtløftige Referat, som jeg sendte til
»Højskolebladet« i Kolding. Men for mig bar dette Kæmpe
møde ikke Vand mod vort eget paa Sagatun.
Min Askovkammerat Oddmund Vik, der talte Norsk paa
Skolemødet med megen Fynd, førte mig en Dag ud til
S tatsraad
Baard Haugland.
— Det var en stor Begivenhed
for mig a t hilse paa den første Bonde, der var kommet i
Kongens Raad, da Sverdrup dannede sit Ministerium. Vi
blev venligt, lidt højtideligt modtaget af Statsraaden, der
i sin lange sorte Frakke og med det alvorlige Ansigt mindede
4*