62 / 192
57
Jord. Hele vor Norgesfærd blev signet derved. — Alle de
Taler, som fulgte efter Præstens, hørte jeg i denne roman
tiske og dog saa dybtgaaende Sjælestemning. — Vi skiltes
først ved Midnatstid for a t komme til Hvile omkring i
Egnens Gaarde. Og den næste Morgen tidlig samledes vi
igen paa Kæmpehøjen ved Haugum til en Morgenandagt
med Sang og Taler i samme Aand.
Derefter gik vi ned til Damperen, som ventede os ved
Landgangsbroen, og bød Farvel til de gode Indtrøndere. —
Kuløy sagde ved Afskeden: »Man har spurgt mig,
hvor
min
Højskole egentlig ligger. Nu tror jeg, vore nordiske Venner
vil forstaa mig, naar jeg siger: Den ligger i Indtrøndernes
Hjerte, og dær har den en god og rummelig Plads!« — J a ,
det sandede vi alle.
Mens de andre Danskere sejlede lige til Trondhjem, gik
Baagø og jeg i Land paa Frosta. Og her ta lte vi ved et
Folkemøde, som lærte os, a t Frostingerne var lige saa
aandelig vakte og folkelig oplyste som deres Naboer paa
Inderoen og i Værdalen.
Dagen efter tiltraadte jeg den lange Rejse hjem til Dan
mark. — Sært nok har jeg aldrig siden været i Trøndelagen,
hvor jeg dog har saa mange Ungdomsvenner, der trofast
har virket for den samme Sag som mig. — Men Mindet om
mit Besøg deroppe bor med Liv i mit Hjerte.
Da jeg vendte hjem til Askov, kom Schrøders syvaarige
Søn Karl en Dag hen til mig og sagde: »Maa jeg se dine
Sporer?« — »Jeg har ingen Sporer,« svarede jeg. — »Jo,«
sagde Drengen, »Far siger, a t du har faaet nogle oppe i
Norge.« — Paa den morsomme Maade fik jeg a t vide, hvad
Schrøder dømte om de Taler, jeg havde holdt deroppe. —
Jeg fik paa den Rejse et aandeligt Ridderslag, som indviede
mig godt til min kommende Gerning som nogenlunde moden
Højskolemand.