57 / 192
52
mig noget om en Lægprædikant. Vi spiste til Middag hos
ham, og skønt der foruden Vik og mig ikke va r andre
fremmede end et Par vestlandske Lærere, der sagde du til
Værten, rejste Haugland sig dog ved Bordet og holdt med
stramme Træk en lille pæn Tale for Danmark. — Da vi
kom til a t snakke om Politik, mistrøstede han mig med den
Erklæring, at vi Danske først sent vilde vinde Sejer over
Estrup, fordi vi havde Landsthinget a t trækkes med. Og
Manden fik jo Ret deri.
Efter Skolemødet gjorde Jakob Knudsen og jeg en dejlig
Fod tur til Krogkleven, og derefter skiltes vi, da høn skulde
hjem til København, mens jeg — i Følge med Schrøder,
Baagø og et Pa r andre Danske — skulde længere op i Norge
for a t besøge Højskolevenner i Trøndelagen.
Paa den døgnlange Jernbanerejse fra Kristiania til Trond-
hjem kom vi først igennem Østerdalen med sine mørke
Naaleskove op ad Lierne paa begge Sider af Giommen.
Ved det højtliggende Røros hørte Skovene op, og vi saae
Snefald, skønt det var mildt Septembervejr nede i Dalen.
Da vi kørte over denne barske Højslette, ma a tte jeg tænke
paa min Farbroder Julius Begtrup, der for en Menneske
alder siden havde haft sin alvorlige Præstegerning paa dette
afsides Sted. — Men nu gik Turen nedad mod Trondhjem
gennem den dejlige Gulaadal, hvor Eftermiddagssolen
skinnede smukt paa de grønne Lier med de hvide Birke
træer og de anselige, rødmalede Gaarde. Forbi mange Minde
steder fra Haakon Jarls og Olav Tryggvasons Tid naaede
vi ved Solnedgang til den ærværdige By Trondhjem (eller
Nidaros) med dens herlige Domkirke.
Vi blev modtaget med stor Gæstfrihed af vore Værtsfolk
og fik ikke Lov a t betale noget i den Uge, vi færdedes i
Trøndelagen. — Hovedmanden blandt de grundtvigske
Folk var den elskelige gamle Præst i Trondhjem
Frederik
Wexelsen,
som straks v and t mig ved sin milde Munterhed.