63 / 192
III
M
in Væbnertid var omme. Men det kan ikke nægtes, a t
jeg i de følgende fem Aar tit op traadte som en mindre
værdig Riddersmand, end jeg havde drømt om. Jeg slog for
mange Slag i Luften, flakkede for v idt omkring og sloges
stundom med Vejrmøller, ligesom en velkendt ældre »Ridder
af den bedrøvelige Skikkelse«. Derfor kan jeg kun med
blandede Følelser se tilbage paa mit Livs brogede Indhold
i hine Aar. Jeg kan halvvejs undskyldes med, a t det offent
lige Liv, som jeg nu traad te ind i, var slemt af Lave i de
samme Aar. Men havde jeg haft mere indre Hold, vilde
jeg ikke have delt min Kraft paa ydre Opgaver, der laa
udenfor mit egentlige Kald. Og da vilde jeg være blevet en
bedre Arbejder i Højskolens Tjeneste, end jeg var, saa
længe denne Hvirvelvind huserede om mig og i mig.
De daglige Skoletimer gik dog fremdeles fornøjeligt nok,
og mit Vinterarbejde i Askov fik forøget Liv, da der i
E fteraaret 1885 aabnedes en Afdeling for unge Kvinder paa
den udvidede Højskole. — Poul la Cours Søster
Jenny la
Cour
flyttede i den Anledning til Askov og dannede sig et
kønt Hjem paa »Veum«, som hun overtog efter Anders
Pedersens. Johanne og jeg kom snart til a t høre til hendes
nærmeste Venner. Der var en Ynde og Friskhed over
hendes jomfruelige Væsen, som bragte i Glemme, a t hun
var en halv Snes Aar ældre end os. — De tyve unge Piger,
som boede hos hende i den følgende Vinter, og som fik
AARENE 1885—1890