66 / 192
61
»Springgaasen«, der tung og tilforladelig fløj lige hen i
Prinsessens Skød.
I min offentlige Foredragsvirksomhed havde jeg bedre
Held med mig. Men ogsaa dær kom jeg til at prøve Mod
gang, som dog var af en ganske anden Art end den hjemme
paa Skolen.
Det var blevet mig magtpaaliggende at føre nogle af den
ny Tids Tanker ind i de grundtvigske Kredse. Jeg saae
nemlig, at der i de ældre Grundtvigianeres Livslære var en
Del Romantik, som ikke stemmede overens med et ærligt
Syn paa Naturens Love. Man regnede Tanken om den fri
Vilje og Sjælens naturlige Udødelighed for et uløseligt Led
af en kristelig Livsopfattelse. Og man strittede stærkt imod
den moderne Arvelighedslære, mens det var lykkedes mig
paa disse Omraader a t forene den ny Videnskabs Lære med
min kristne Tro.
Den 10. September 1886 holdt jeg ved et stort Møde i
Aalborg et Foredrag om
Arvelighed,
hvori jeg søgte at vise,
at den moderne Lære derom lader sig bedre forlige med
Bibelens Vidnesbyrd om Viljens Ufrihed og Sjælens Døde
lighed under Syndens Lov end den romantiske Anskuelse
i modsat Retning, som stammer fra den græske Filosofi. —
Blandt Tilhørerne var Biskop Kierkegaards Amanuensis,
H. P. Barfod, der især er kendt som Udgiver af Søren
Kierkegaards efterladte Papirer. Denne varmhjertede Mand
blev saa oprørt over min Tale, at han under selve Foredraget
gav sin Harme Luft i en skarp Afbrydelse. Kort efter udgav
han et Flyveskrift, hvori han stemplede min Tale som
aldeles ukristelig. Den kendte grundtvigske Præst Thorvald
Elmquist fulgte efter med et andet Flyveskrift med en
lignende Dom over mit Foredrag, og Præsten Johannes
Clausen skrev en Artikel i et københavnsk Højreblad, hvori
han klagede over, at Fritænkeriet nu var ved at holde sit