61 / 192
56
med Udsyn over den Sænkning i Fjeldene mod Øst, hvor
han var kommet dragende med sin Hær af kristne Kongs-
mænd. Bjergene deroppe »laa Lys i Lys« for os i den sol
klare Dag. — Vi var alle dyb t grebne ved det mægtige
historiske Minde, og der blev ta lt mange gode Ord ud af
den løftede Stemning. Især tro r jeg, a t Ludvig Schrøders
aandsbaarne Tale om Olaf den Helliges Kongegerning faldt
i god Jo rd hos Nordmændene. Hans Wexelsen og jeg for
talte »Sagatotter«, som handlede om Mænd fra den Egn, vi
færdedes i.
Om Eftermiddagen kørte vi ned til Fjorden og omkring
en Vig af den over til
Inderøen.
— Bjørnstjerne Bjørnson
skal have kaldt dette Sted for det dejligste i hele Norge.
Og vist er det, at det var et vidunderligt Syn, der mødte
os, da vi kom op paa Højden af Inderøen, som egentlig er
en Halvø, og havde Trondhjemsfjordens Næs og Sunde til
begge Sider og foran os i Vest, saa langt Øjet kunde række.
— Bjergene her var ikke skyhøje men mildt rundede, som
de laa graanende og blaanende i Afstandstaagen. Mange af
dem var klædt i hvidligt Helgenskær under den synkende
Sol.
Paa Inderoens Vestpynt, 400 Fod over Havet, laa den
store rødmalede Gaard Haugum, hvor vi gjorde Holdt.
Pladsen var fuld af Folk, der tog imod os som gamle Venner,
skønt det var første Gang, vi saae hinanden. — Efter at
have drukket Kaffe i Haven samledes vi paa en Kæmpehøj
vest for Gaarden og holdt et Vennemøde, mens Solen gik
ned. Den hvidhaarede Præstemand Frederik Wexelsen talte
hjerteligt, som en Far til sine Børn, ud af Øjeblikkets
Stemning om Menneskelivets Herlighed og Kristendommens
Fred. Det var en aandelig Opbyggelse under aaben Himmel,
som jeg aldrig vil glemme, en Aftenandagt i de dejligste
Omgivelser med Glimt af Himmeriges Herlighed, som den
kan aabenbare sig for glade Kristne allerede paa denne