65 / 192
60
som nok kunde trænge til at faa poetisk Glans over sit
alvorstunge historiske Arbejde. Det stemte ogsaa godt med
min Udvikling fra Barndommen af at tale om dansk Digt
ning. Men da jeg maatte gaa udenom de almindelige histori
ske Tilstande, hvori Digterne levede, kom der til at mangle
aandelig Sammenhæng i mine Krydstog paa det poetiske
Hav. Jeg følte tit med Beskæmmelse, at jeg nærmest kom
til at virke som Forlystelsesraad med mine spredte Taler,
der var livlige og underholdende, men savnede historisk
Ballast.
Det utilfredsstillende herved førte mig til a t lægge mere
Vægt paa den Foredragsvirksomhed, jeg drev i stor Stil
udenfor Skolen, da jeg i de folkelige Forsamlinger kunde
tale frit, om hvad jeg vilde. Men det siger sig selv, at disse
Foredrag paa hundrede forskellige Steder heller ikke gav
mig Lejlighed til noget samlet historisk Arbejde. — Mit
Rejseri tog efterhaanden saaledes til, at det stjal en stor
Del af den Kraft, jeg burde have anvendt paa Arbejdet der
hjemme. Jeg mærkede med Fortrydelse, at flere af vore
fremmeligste Elever kritiserede mig, fordi de syntes, at jeg
tog mig det for let med de Foredrag, jeg holdt paa Skolen. —
Noget af denne Kritik var dog uretfærdig. Der var adskillige,
som mente, at jeg slet ikke forberedte mig til mine Taler.
Selv Foredrag, som jeg i Forvejen havde nedskrevet, lød
i deres Øren som Øjeblikkets Indskydelser. Jeg havde
nemlig en farlig Evne til at staa i umiddelbar Vekselvirkning
med Tilhørerne, mens jeg talte, og dette kunde give mine
overtænkte Ord Præg af tilfældige Indfald. Men noget var
der unægtelig i den Kritik, der mødte mig, og derfor pinte
den mig naturligvis endnu mere. — Jakob Knudsen vandt
i disse Aar et Fortrin for mig hos Skolens Elever. Jeg maatte
tænke paa H. C. Andersens Eventyr om »Springfyren«. Jeg
selv lignede Loppen, der sprang for højt, mens han var