68 / 192
63
Latin ogsaa blandt oplyste Kristne. — Jeg havde da ogsaa
den Oprejsning, at Thorvald Elmquist en Snes Aar efter
Slaget i Aalborg uopfordret sagde til mig, at han nu var
enig med mig i de Betragtninger, som dengang havde saaret
ham.
Jeg har kun det Ar i min Samvittighed, at jeg nøjedes
med dette lille Tilløb til at stille det kristelige Livssyn i
Belysning af Nutidens Tænkning. Jeg rørte flygtigt ved en
Opgave, som jeg vist burde have taget op for Alvor, og det
er kun en halvgod Undskyldning, a t jeg i Virkeligheden
manglede Evne til at løse den med tilstrækkelig aandelig
Kraft.
Naar jeg opgav det, hang det ogsaa sammen med, at
der var en anden stor Sag, som lagde stærkt Beslag paa mig
i de følgende Aar. Det var Kampen for det folkelige Selv
styre, der naaede sit Højdepunkt, da Estrup i 1885 anden
Gang udstedte en provisorisk Finanslov og dermed slog en
Kløft mellem Regeringen og Folkethingets Flertal, som
holdtes aaben lige til 1894.
I mine første Askovaar laa min politiske Interesse i Dvale,
men nu blussede den op med forøget Kraft. Nu, syntes jeg,
Landet stod saaledes i Vaade, at alle sande Folkevenner
maatte forene sig om at slaa den lovløse Regering til Jorden.
— Spørgsmaalet om Højskolernes Forhold til Politiken blev
brændende som aldrig før, og Estrupperne gjorde selv deres
til at drive Højskolemændene frem til Deltagelse i den
politiske Kamp ved at udpege dem som Regeringens Fjender.
Professor Matzen rejste Landet rundt og advarede Folk
mod Højskolerne, der i hans Øjne var Arnesteder for Radi
kalismen, som æggede til Oprør mod »den lovlige Øvrighed«.
— Jacob Scavenius strøg Bevillingerne til de Skoler, hvis
Lærere traadte stærkest frem i Kampen mod det provisoriske
Styre, og nedsatte Tilskuddet til andre Skoler, som mis
tænktes for at være venstresindede.