58 / 192
53
Han havde boet tredive Aar i Byen, havde været Hjertens
ven med de to tidlig døde Folkeførere Ole Vig og Anders
Reitan og var nu som en aandelig Fader for alle Grundtvigs
Venner i Trøndelagen.
Vi saae naturligvis Domkirken, hvoraf dengang kun
Koret med sine fine engelske Spidsbuer var brugbart til
Kirketjeneste. Vi var ogsaa ovre paa Munkholm, hvor
Griffenfeldt sad fængslet i 18 Aar, og ude paa Hlade-
hammeren, hvor Haakon Jarls Gaard havde ligget.
Næste Dag sejlede vi med Dampskib ind ad Fjorden til
Indtrøndernes Bygder, hvor vi skulde være med til en Række
Folkemøder. — Fr. Wexelsen tog Del i denne Rejsefærd.
Hans Broder Hans Wexelsen var ogsaa med. Han var en
frisindet Skolemand og en Mester i a t fortælle oldnorske
Sagaer. — Undervejs stødte Ullmann til os. Men han maatte
snart igen forlade Selskabet, da han havde Ærinde anden
steds. Der skulde nemlig være Storthingsvalg, og i den
Anledning foer han fra det ene Vælgermøde til det andet.
Han skulde i Løbet af en Maaned tale 32 Steder! Hvor
megen Pris der blev sat paa hans Nærværelse, fremgik af,
a t der en Dag blev sendt en Ekstradamper alene for a t
hente ham, da han ellers ikke kunde naa frem til Møde
tiden. Hvor populær han var, kunde jeg slutte af, at en
stout Bonde, som skytsede mig op i Værdalen, med Glæde
fortalte, at hans smukke Hest hed »Viggo Ullmann«. Den
var ogsaa fyrig nok til a t gaa paa.
Ullmann var i de Aar Norges bedste politiske Taler. Men
han blev slemt misbrugt som Agitator. Jeg mærkede, hvor
forkørt han var, og jeg hørte med Mishag, hvor meget han
gled ud i løs Tale for at vinde Bifald. Han havde for meget
af »den svedne Luft« om sig, som Jens Nørregaard havde
advaret imod paa Testrupmødet. Jeg fik derved Øje paa
den store Fare, som det altid er for en veltalende Højskole
mand at blive Politiker.