54 / 192
49
straalende, a t Mødet kunde holdes udendørs i Højskolens
Gaard, og om os bølgede den friske norske Luft, der for
mig syntes mæ tte t af Minder fra Sagatiden.
Ordførerne var for en Del de samme som paa Testrup-
mødet: Schrøder og Nørregaard, Arvesen og Ullmann,
Teodor Holmberg osv. Men jeg fik dog ogsaa en ny Røst
at høre, som trængte dyb t ind i min Sjæl. — Det var den
mærkeligste norske Højskolemand,
Christopher Bruun
fra
Vonheim, som jeg saae og hørte for første Gang. — Alene
hans Ydre gjorde et stæ rk t Indtryk paa mig. Han var lille
af Vækst, rank og fintbygget, og gik klædt i hjemmegjort
norsk Vadmel af udsøgt Smag. Dragtens graa og brune
Farver var nøje sammenstemte. Selv hans Urkæde var
tvundet af Uldgarn. — »Hans Aasyn var fagert.« Det min
dede med det lange Hovedhaar og tvedelte Skæg om de
Billeder af Kristus, man oftest ser.
Som Taler var han lige saa mærkelig. Han var ikke vel
talende som Ullmann, hvis klare Ord flød i en sølverne
Strøm. Bruun ta lte i korte Sætninger og gjorde tit lange
Ophold imellem dem. Men derved faldt Ordene med des
mere Vægt. Hver enkelt Udtalelse blev frembaaret som et
hamret Stykke fra »den hellige Ild« i hans Indre og gav
hans Tale Præg af den rene, stærke Vilje, der gjorde ham
til en af Norges sande Stormænd. — Bjørnson sagde engang
om ham: »Hans Karak te r er for stor til hans Begavelse!«
Bruun kunde vist have sagt det modsatte om Bjørnson.
Indenfor Højskolemændenes Kreds indtog Christopher
Bruun en ejendommelig Særstilling. Som Skolemand var
han Grundtvigs Lærling og har givet dette et mesterligt
Udtryk i sine »Folkelige Grundtanker«. I saa Henseende
stod han som den selvskrevne Fører indenfor Folkehøj
skolen i Norge. Men i kirkelig Henseende var han ikke
Grundtvigianer. Han følte sig som Talsmand for den norske
Holger Begtrups Levned. II.
4