51 / 192
46
Vort eget lille Hjem stod aaben t for Besøg af Højskolens
Ungdom. Men der blev dog god Fred til Samlivet imellem
os to indbyrdes. Vort Ægteskab var meget lykkeligt. Trods
smaa Brydninger, som vi aldrig gik udenom, grundlagdes
der et Fællesskab imellem os, som voksede i Fylde, da
Børnene kom til, og som afgjort bragte mig mit Livs dybeste
Indhold og bedste Glæder.
Vore nærmeste Venner og daglige Omgangsfæller var
Jakob og Sofie Knudsen. De boede først til Leje paa Skov-
gaard, men fik snart bygget deres eget grundmurede Hus
øst for Askov By, hvor Jakob fra sin Stue havde Udsigt
helt over til Lejrskov Kirke. — Skønt vi levede meget
intim t sammen, fik Johanne og jeg mærkelig nok ikke Blik
for den skæbnesvangre Kløft, der var mellem Jakob Knud
sen og hans dygtige Hustru. Vi oplevede ganske vist ad
skillige Sammenstød imellem dem og saae naturligvis den
store Forskel, der var paa deres Naturer. Men da de selv
talte aldeles aabent derom, troede vi, a t de dog inderst
inde levede i dyb Forstaaelse med hinanden. — Jakob
Knudsen fandt Lindring for sine tunge Tanker ved den for
trolige Omgang med os, som var livsglade Mennesker. Men
jeg har senere forstaaet, a t jeg dog ikke gjorde Fyldest som
Ven for ham i disse vanskelige Aar, fordi jeg tog altfor let
paa hans pinlige Skrupler.
Med Knudsens kom vi flere Gange paa Besøg hos hans
Forældre i Lejrskov. Det fik stor Betydning for mig a t lære
den ejendommelige jydske Præstemand I. L. Knudsen at
kende og a t se det smukke Liv, han førte paa sin myndige
Maade med Kone og Børn. — For Resten va r vi gode Venner
med alle vore Naboer i Askov, og ikke mindst fornøjede
jeg mig ved a t omgaas de Smaakaarsfolk, der va r i Byen.
Vi fik mere a t gøre med dem end med Egnens Gaardmands-
familier, som ellers var Højskolens gode Støtter. Det hængte