55 / 192
50
Folkekirke med dens lutherske Arv og kunde ikke dele
de andre Højskolemænds Sværmeri for et frit Menighedsliv
uden Ledelse af noget Kirkestyre. Han var dog ikke »høj
kirkelig« i dette Ords almindelige Mening. Han talte stærkt
imod den gammeldags Kirkeforfatning med Kongen som
»øverste Biskop« i Landet. Han vilde have Kirkestyret saa-
ledes omdannet, a t det blev det menige Folk sammen med
Præsteskabet, der kom til a t raade for Kirkens Ordning,
om trent som i de kalvinske Lande.
Dette har altid været en farlig Afvej i Grundtvigs og
hans Venners Øjne. Og da Bruun paa Sagatunmødet traad te
frem som Talsmand derfor, vidste han godt, a t han stod i
Modsætning til Forsamlingens store Flertal. Han sagde det
selv i Begyndelsen af sin Tale. Men der va r stor Magt i
hans Ord, da han tilføjede: »Sin Overbevisning maa man
jo følge, selv om det gaar ud i svarte N a t t e n !« — Ullmann,
som talte efter ham, havde let ved at rive sine Tilhørere
med, da han med Klarhed og Varme udviklede sit fri
grundtvigske Syn paa Menighedslivet under Aandens
Førelse. — Ludvig Schrøder talte fredsælt og smukt i samme
Retning, mens Jens Bek fra Mellerup greb »de Frisindede«
iblandt os ved a t minde om Grundtvigs Ord paa et af
»Vennemøderne«, a t vi var »ved den sidste Holdeplads paa
Rullevejen til det ny Jerusalem«.
En anden Forhandling drejede sig om det norske Maal-
stræv, og her vovede jeg mig frem for a t give denne Folke
sag min fulde Tilslutning. Jeg var stolt over, a t Christopher
Bruun og Herman Anker bagefter sagde nogle venlige Ord
til mig i den Anledning.
Herman A nker
var ogsaa een af de Nordmænd, som jeg
saae første Gang, og han gjorde et vemodigt tiltalende
Indtryk paa mig. — Han var et sjælefint Menneske, der
fra sin Ungdom havde sluttet sig til det grundtvigske
Livssyn under Paavirkning af Præsten W. A. Wexels i