9
Vaade, eller om Mimer, hvis Hoved dukker op af Tidernes
Hav med gaadefulde Tanker.
Der hørte Mod for en ung Mand til at spørge ham om
noget, og det hændte, at man slet ikke fik noget Svar.
Men havde der været Mening i Spørgsmaalet, kunde det
ske, at Svaret kom i hans næste Foredrag. — Med mit
spillende Væsen dansede jeg om ham paa en Maade, som
jeg selv fandt lidet værdig i Forhold til hans overlegne Ro.
— Til andre Tider var han dog mere meddelsom, og da var
det let at mærke, hvor meget det laa ham paa Sinde at
faa sine unge Medlærere sat godt i Gang. Han vilde gerne
give os gode Raad, skønt han ikke øvede nogen Tvang paa
os. Naar vi selv havde en Idee, som faldt i Traad med
Skolens Arbejde, gjorde han alt muligt for at fremme den.
Alting gik for ham op i Skolens aandelige Trivsel, og han
yndede at betragte os andre som fri Medarbejdere i dette.
Han blev ligefrem stolt, naar vi kunde præstere noget
særligt. — Da jeg f. Eks. i Foraaret 1883 fik tilkendt Uni
versitetets Guldmedalje for min Prisafhandling, gjorde han
langt mere Væsen deraf, end jeg selv fandt rimeligt. — Jeg
følte i det hele, at saa længe jeg kunde gøre Gavn i Skolens
Tjeneste, kunde jeg være tryg paa Schrøders virksomme
Støtte. Men det var først efter adskillige Aars Forløb, at
der voksede et mere personligt Venskab op imellem os*).
Den Evne til fri hjertelig Omgang, som Schrøder savnede,
ejede til Gengæld hans Hustru i rigeste Maal. —
Fru Char
lotte Schrøder
var en meget begavet Kvinde. Hun var sin
Mand jævnbyrdig i Evner og forstod paa en udmærket
Maade at udfylde hans Mangler. Det var hende, som frem
for nogen anden gjorde Askov Højskole til et stort, folkeligt
Hjem for Ungdommen. — Hendes Sjæl var fyldt af festlig
Stemning. Hun vilde gerne gøre Livet paa Skolen til et
*) Jeg vil her henvise til den lille Bog, som jeg i 1913 har skrevet om
Ludvig
Schrøder
i Serien »Mennesker« paa det Schønbergske Forlag.