Forskønnelsen_1913

65 / 104

Stil, som det findes i mangen tysk
Landstad af ringeste Rang, og Vold­
bakken selv er belemret med et Sprøj­
tehus og en tilhørende Hyttebygning,
der tilbyder rigelig benyttede Kroge
for al Uhumskhed. Den smukke store
Plads til Højre (Halmtorvet) ligger for
en stor Del ubrolagt hen som et rent
Uføre, men desto vindskibeligere be­
nyttet; den bruges som Gemmested
for gamle Arbejdsvogne, henstillede i
Rader, og ved Solskinsvejr i Sommer­
tid ses Skørter og Lagener, ophæng­
te paa Tørresnore, at flagre for Vin­
den. Fra afvigte Aar af paraderer til­
lige en Vejerbod for Hø og Halm for­
rest paa Pladsen, maaske for at hjæl­
pe til at skjule noget af alt dette lidet
sømmelige«. Kommer man til Hoved­
staden fra Søsiden, er Indtrykket ikke
bedre: Landsætningen foregaar ved
en Hønsetrappe, ikke meget bekvem­
mere end Falderebstrappen paa et
Skib, og det første, der modtager den
Indtrædende ved Toldbodens Jern­
port, er et lavt, skrøbeligt og lappet
Plankeværks-Skur, hvor gamle Baade
findes henlagte; dernæst kommer
Brokkensbod »og en Række af falde­
færdige, smudsige Træboder, som vil­
de skæmme Landingspladsen i den
ringeste Købstad; de fortjene at af­
tegnes, førend de falde sammen, som
et historisk Kuriositets-Bilag til en til­
kommende Beskrivelse af Køben­
havn«. Lidt længere fremme træffes
Set. Annæ-Plads, der ved sin Beliggen­
hed kunde væreen Pryd for Byen, men
nu er »fordømt til Stenhuggerplads
med nærmest Prospekt til en Slagter­
bod, der træder frem som om den var
et offentligt Monument«. — Til Stran­
den har man intetsteds Adgang: langs
Kallebodstrand spærrer Tømmer­
pladserne, langs Sundet Classens Ha­
ve. Adgangen til Langelinie er lagt i
Skat og til Kastelsvolden helt forbudt;
Fælledernes uendelige Øde danner
den kedsommeligste Indfatning om
Hovedstaden, og man maa valfarte
en Mil bort fra Byen. før man i Skyg­
gen af et Træ kan glæde sig over Øre­
sundets Skønhed.
Saaledes er Byen vanrøgtet og for­
somt overalt; men »Skønheden i det
offentlige Liv har sin Ret, og den er
en Magt iblandt andre Magter, som
fuldtud fortjener at dele Hylding med
58
disse«. I en senere Artikel omhandle­
de Prof. Clausen den »Udskæmmelse
og Besudling«, som Hovedstaden var
Genstand for. »Dersom ikke enhver
straks veed at sige sig, hvortil disse
Ord sigte, da vil jeg engang bede med
opmærksomt Øje at foretage en Van­
dring igennem Byen: at begynde med
at tage Porten til den kongelige Resi­
densstad udenfra i Øjesyn, derfra at
lægge Vejen forbi Raadhuset, gennem
det kongelige Slots Buegange, langs
Slottet, der hvor ingen Skildvagter ere
posterede, at gaa omkring Theater-
bygningen, forbi Charlottenborg, det
Moltkeske Palais og de tilstødende
Bygninger paa det nye Asphalt-For-
tov, dernæst at tage Vejen tilbage for­
bi Trinitatis Kirke, rundt om Frue
Kirke og langs Universitets-Bygnin­
gen. Alle disse Steder og saa godt som
alle offentlige Bygninger, forsaavidt
som de ere tilgængelige, vil man finde
benyttede som lige saa mange K loak ­
ker. Der hører den hele dybe danske
Resignation til at finde sig i al denne
Væmmelighed; men man tænke sig
engang den Virkning, dette Uvæsen
maa have med Hensyn til den almin­
delige Følelse for Velanstændighed og
Renlighed. Om nogenTid vil man næp­
pe finde det troligt, at selve Indkørse­
len ved Kolonnaden til de kongelige
Palæer paa Amalienborg, dengang
Kongens og Dronningens Bolig, har
været anvist Livvagtens Mandskab
til Kommoditet, som paa den ugener­
teste Maade fremviste dette Skue til
hver Time paa Dagen for Ud- og Ind­
passerende; alligevel er det ganske
faa Aar siden, at dette Arrangement
er blevet forandret.«
Clausens Artikler vakte almindelig
Opmærksomhed, og efter den førstes
Fremkomst blev Komiteen til Hoved­
stadens Forskønnelse dannet. Den be­
stod kun af faa Medlemmer: Over­
præsident Kjerulff, Borgerrepræsen­
tationens Formand L. N. Hvidt, Che­
fen for Ingeniørkorpset v. Prangen,
Professorerne Clausen, Hetschog Joh.
Fr. Schouw samt Pastor, senere Bi­
skop. Stenersen Gad. Siden hen træf­
fes som Medlemmer af Komiteen
Oberstlieutenant Quaade, Rentekam­
merdeputeret, senere Stiftamtmand
og Indenrigsminister, Unsgaard og
Forfatteren Just Mathias Thiele. —