Forskønnelsen

tørv og i Midten udskæres en Plat

form til Blomster med en smuk Sol

skive eller Statue i Midten. Og her

burde tillige være etForfriskningssted,

»hvilket vilde give det hele Anlæg mere

Anledning og Betydning«.

Dette Forslag billigedes ialt væsent

ligt af Guvernementet, Politidirektø

ren og Havneadministrationen, og ef

ter mange Genvordigheder var Be

plantningen ført til Ende i 1852. Plad

sen fik dog aldrig det pyntelige Udse

ende, som Foreningen havde tilsigtet.

Blomsteranlæg, Solskive og Pavillon

blev der ikke Tale om, kun de to Ræk

ker Træer blev plantede.

Foreningen havde endvidere Andel

i, at der blev anlagt Spadseregange

paa Voldens Bastioner og langs med

Kastelsgraven; den fik gjort et Forsøg

paa Plantning af Blomsterbuske i Es

planaden, hvilket dog hurtig blev op

givet igen, da Buskene blev stjaalne

bort om Natten, og den fremsatte For

slag til Ordning og Forskønnelse af

Frue Plads. I det hele udfoldede den

i sine første Leveaar en Ivrighed, der

i den Tids gammeldags, stillestaaende

Forhold virkede forbløffende. Selv en

Mand som Tscherning omtaler For

eningen som »Stadens Forskønnelses-

dæmoner« — man skimter gennem

dette pudsige Udtryk Borgerskabets

Frygt for, at alt det tilvante nu skulde

gøres om. Det saa i disse Aar ud til,

at Foreningen, hvis den havde haft

Livskraft nok til at holde sammen,

kunde være bleven en Autoritet i al

le Sager, som angik Byens ydre Fy

siognomi. Magistraten havde allerede

vænnet sig til at spørge om Forenin

gens Mening i slige Tilfælde, saaledes

i 1843, da Generaltoldkammeret tænk

te paa at afhænde Toldbodvinhus og

de derved liggende Smaaboder for at

give den udstrakte Grund en anden

Anvendelse, eller i 1844, da Industri

foreningen fremsatte en Plan om Op

førelse af en mægtig Bygning paa Ni

kolaj Kirkeplads, indeholdende Indu

stribasar, Restauration, Koncertsal,

Foreningslokaler m. m. Sidstnævnte

Plan fraraadede Foreningen, angaa-

ende den første naaede den aldrig at

faa afgivet noget Svar.

Thi Foreningens Livskraft var me

get hurtigt udtømt; ret snart blev der

stille om dens Navn, og efter faa Aars

Forløb var den ganske glemt. Samti

den var tilbøjelig til at give Forenin

gens Formand, Overpræsident Kjer-

ulff, Skylden for det magre Resultat.

Det hedder saaledes i en Artikel i

»Fædrelandet« i 1845, at man ikke

skal vente sig meget af Forskønnelses

komiteen, i hvert Fald ikke saa længe

den har Gehejmeraad Kjerulff til For

mand; »thi det var vel næppe muligt

at finde en Formand til den, der i Ste

det for at besjæle dens Virksomhed

var bedre skikket til at lægge den Hin

dringer i Vejen«. Og Foreningens

egentlige Ophavsmand, Professor H.

N. Clausen, lader i sine Livserindrin

ger den samme Betragtning komme

til Orde. Det kan ikke fordølges,

skriver han, at »skønt Komitéens For

mand ikke viste sig uvillig til at sætte

nye Sager i Bevægelse, var det dog

kendeligt, at han med ganske anden

Tilfredsstillelse udførte Begravelses

akten«. En anden Vanskelighed, Ko

miteen havde at kæmpe med, var den

lange Række af Myndigheder, som i

enhver Sag skulde høres og som hver

især med Skinsyge vaagede over sit

Magtomraade og først og fremmest

var optaget af at hindre uvedkommen

des Overgreb. Men den egentlige Aar-

sag til, at Foreningens Levetid bleV

saa kort, var dog nok den, at der end

nu ingen rigtig Interesse fandtes for

den Slags Ting. Der manglede Fælles

følelse blandt Borgerne; enhver pas

sede sit og blev netop derved den go

de Borger. En videre Almensans be

gyndte først at vaagne i København

under og efter de store Begivenheder

i 1848.

Men paa dette Tidspunkt var For

skønnelsesforeningen forlængst hen

sovet.

Professor Clausen fortæller, at han

efter et Par Aars Forløb var træt

af at deltage i Komiteens ufrugtbare

Virksomhed og derfor meldte sig ud,

og at de øvrige Medlemmer efter-

haanden ligeledes gik fra hinanden.

Nogen egentlig Opløsning af Forenin

gen har sikkert aldrig fundet Sted.