blev større og større, blev det i stigen
de Grad nødvendigt for Svenskekon
gen af faa Amager i sin Magt. Ti Kø
benhavn skulde bringes mellem dob
belt Ild og tvinges til Fald, inden Hol
lænderne kom med Hjælpetropper og
Proviant.
Samtidig med, at de svenske Trop
per Natten til 8. Oktober 1658 ved et
voldsomt Angreb kastede vore Folk
ud af Værkerne paa den anden Side
Graven foran Helmers Bastion, gik
Carl Gustav i Land ved Dragør, split
tede Bønderne og satte sig fast i Skan
sen for derfra at rykke frem mod Chri-
stianshavns Vold. At Kongen selv le
dede Angrebet her, viser, hvilken Be
tydning han tillagde det. Naar hanselv
trængte frem mod Amagerport, og
hans bedste Generaler samtidig løb
Storm mod Helmers Bastion, som de
var umiddelbart inde under, maatte
Kobenhavn falde.
Men Carl Gustav naaede ikke ind
foran Christianshavns Vold. I Løbet
af 8.—9. Oktober havde han udskibet
et Par Tusinde Mand, og Dagen ef
ter begyndte han Angrebet. En Ska
re paa 300 smaalandske Ryttere naa
ede som Fortrop helt ind under Uden
værkerne foran Byen. Da aabnedes
pludselig Amagerport, og ud drø
nede Ahlefeldts og Gyldenløves Ryt
tere med Kong Frederik selv i Spid
sen, kastede Smaalændingerne til
bage, jog videre mod Hollænderby-
ne, hvor en Brigade Fodfolk og fire
Kompagnier Ryttere hurtig blev tvun
get til Flugt og jaget tilbage til Dragør.
Der stod Kong Carl Gustav selv og den
berømteWrangel med Hovedstyrken,
men ej heller herformaaedeSvensken
at holde Stand, og selv Carl Gustav
maatte takke sin Hests hurtige Ben
for, at han ikke blev taget til Fange af
Frederik IITs General-Adjutant Mik
kel Skov.
København var reddet for denne
Gang. Men fra Christianshavns Vold
saa man ikke længer ud over det frugt
bare Amagerland, men overen rygen
de Askedynge. Ti Sundbyerne var
68