176 / 187
Anmeldelser
tiske og funktionelle betydning på baggrund af det historiske perspektiv, der fremlæg
ges i teksten, men det sker ikke.
I Strøgets beskrivelse som den fashionable butiksgade gives både i tekst og billeder et
indtryk af »folkelivet«. Det samme gælder de ilde berygtede gader som den nu forsvund
ne Holmensgade. Det er egentlig ikke et led i værkets program at give folkelivsbilleder,
men det er oplagt at i disse tilfælde hører det med til en karakteristik afgaderne.Det sam
me gælder, når forfatteren nævner, at Amagertorv i gammel tid var festplads i byen; men
det er dog måske lidt unødvendigt med en
2Vi
siders skildring af festlighederne ved Chri
stian IV's kroning i den anledning. Og når dette nu medtages, kunne Strøgets (Amager
torvs og Gammel Torvs) funktion som samlingsplads for »alternative kulturer« det sene
ste par årtier vel have været nævnt. Det nærmeste, vi kommer hertil, er vist en billedtekst,
hvori der med ironisk glimt udtrykkes undren over, at Storkespringvandet har kunnet
bruges som motiv for et frimærke, der hyldede kommunens omhyggelige rengøring.
Bindet dækker som nævnt de ældste bebyggede områder i København, og Jan Møller gri
ber på disse steder, som rimeligt er, tilbage til byens oprindelse og fremmaner, hvordan
det så ud »på Absalons tid«, og selv om det muligvis er rigtigt, hvad han skriver, får man
indtryk af, at det er noget, vi véd ret sikkert, og det er det jo ikke.
Bindet rummer mange enkeltheder, som man gerne ville fremhæve, og steder, hvor
man ville ønske, forfatteren kunne have stukket spaden lidt dybere. Vi føres omkring ud
videlserne af stormagasinerne, »banklandet« i den nordlige ende af Mayonnaisekvarte
ret, Bremerholmgennembruddet, restaureringen til »næsten ukendelighed« af den sydli
ge del af Mayonnaisekvarteret, Nikolaj kirkes brogede historie som brandvagt og torve
plads m.m., langs Stranden, ned ad Strøget og rundt i de stille gader langs Strøget frem til
Gammel Torv og Nytorv, byens igammel tid centrale plads, der i dag synes lidt identitets
søgende, og vandringen slutter i Støgets billige ende og ved Vartov.
En detaille: s. 442 skriver Jan Møller om de guldæbler, der på festdage springer i Cari-
tas-brønden på Gammel Torv, at kilderne fortæller intet om, hvornår de sprang første
gang, og det er vist rigtigt. Det nærmeste, vi kan komme er nok, at kuglerne nævnes første
gang i kæmnerregnskabet for 1733, medens de f.eks. ikke nævnes i arkivalierne fra Sta
dens Fontaines Springvandscompagnie af 1689, der leverede vand til springvandet, og
hvori der findes bestemmelser om, at ved »høje fester« skulle alle birender til de private
participanter lukkes, så vandet i fontainen kunne springe ekstra højt.Jan Møllers gæt på,
at ideen med guldæblerne måske er Ole Rømers, er således nok snarest et udslag af vor
tilbøjelighed til at henføre det ukendte til det kendte.
Noget lignende gør sig vist gældende, hvor Bo Bramsen s. 242 i billedteksten til et foto
af æresporten på Højbro Plads i anledning af Chr. IX's og dronning Louises guldbryllup
siger, med en vis ironi vist: »Ophavsmanden var uden tvivl arkitekt Ferdinand Meldahl,
der var kongens hengivne kammerherre og tillige medlem af Borgerrepræsentationen«.
Nu kan man naturligvis ikke slutte noget af, at Meldahls navn overhovedet ikke optræ
der i sagen om kommunens deltagelse i guldbryllupsarrangementet. Her er det borgme
ster H. N. Hansen, der noterer og konciperer alting selv. Den udtrykkelige begrundelse
for foranstaltningerne er en henvisning til,hvad man havde gjort ved regeringsjubilæet i
1888; det var altså koutume at stable et sådant arrangement på benene. Af sagen fra 1888
fremgår i øvrigt, at kongens hengivne kammerherre Meldahl som medlem af direktio
nen for Thorvaldsens museum indtrængende fraråder en illumination af museet, som
174