177 / 187
Anmeldelser
man tidligere har brugt, og som kongen udtrykkeligt har ønsket, hvilket H. N. Hansen
meddeler hoffet. Æresporten 1892 var i øvrigt udført af Vilh. Bissen.
Bind 4 er forfattet af antikvar i Planstyrelsen, cand. mag. Allan Tønnesen. Det omfatter
området »Nord for Strøget«, d.v.s. områderne ved Ny Østergade, Kristen Bernikows Gade,
Christian IX's Gade, Gammelmønt, Vognmagergade, Åbenrå, Landemærket og Pilestræ
de, foruden Købmagergadekvarteret, Gråbrødre Torv, Latinerkvarteret og Nørregade.
Den første del af bindet omhandler områder, hvor byfornyelsen er sket i store tag i form
af nedrivninger og nybygning af hele gader og karréer inden for kort tid - eller på det se
neste i form af bevarende saneringer. City-begrebets gennembrud og demonstrationen
af, at ildebrandshusene kunne omdannes til tidssvarende og attraktive bolig- og er
hvervsejendomme er sket i dette område, og på sin vandring rundt i gaderne er det lyk
kedes Allan Tønnesen at få disse generelle byudviklingsfænomener til at træde klart
frem.
Forfatteren disponerer de enkelte afsnit ret konsekvent. Han tager udgangspunkt i en
kortlægning af gadeforløb og bebyggelse siden middelalderen, omtaler gadens navn,
bygherrer og særligt bemærkelsesværdige beboere for at karakterisere gaden eller for
tælle en god historie, ændringerne i byggeri og gadeføring i tidens løb, ligesom han også
er opmærksom på de trafikale forhold. Af og til kan man synes, at der er sluppet vel over
flødige ejere og beboere med, og at forfatteren ikke når frem til nutiden, men som rette
snor for fremstillingen er det godt, og teksten er klar og nøgtern.
Forfatteren har mange steder forsøgt at trænge ind i diskussion, interesser og politisk
spil omkring de store byfornyelser. Nogen egentlig konklusion eller morale er det ikke
bogens opgave at give på disse forløb, men forfatter og billedredaktør synes ret enige i
deres vurderinger, hvor de kommer til udtryk. Således får Det københavnske Byggesel
skabs projekt omkring Hovedvagtsgade - Ny Østergade en forholdsvis positiv vurdering
somen helstøbt fornyelse.Både forfatter og billedredaktør har også - som samtiden - øje
for det fremskredne forfald og usundheden i store kvarterer samt de trange færdselsfor
hold. Det er en meget vanskelig opgave at skabe en vellykket byfornyelse, og vi har i dag
bagklogskabens fordel, men man kan f.eks. nok tilslutte sig vurderingen, at Ny Østerga
des forlængelse o. 1910, der skulle betyde en udtynding af dårlige boligkvarterer og for
bedring af færdselsforholdene, kom til at ligge som et meningsløst ar i bybilledet i årtier
og ødelagde urimeligt meget. Allan Tønnesen citerer tidsskriftet »Arkitekten« for en
kommentar, der udtrykker bekymring for, at man ved anlæg af nye gader vil gå mere
frem efter en lineal end ud fra hensyn til gadebilledet og uden hensyn til, om de nye ga
der på en naturlig måde forbindes med de gamle. I citatet gives også udtryk for, at de hu
se, der gik tabt, ikke rummede større kunstneriske værdier, men dog besad et hyggeligt
og venligt præg og en speciel københavnsk »stil«.Jan Møller bringer i bd. 3 nogle citater
fra samme tidsskrift, som fører denne vurdering af ildebrandsarkitekturen videre, idet
husene karakteriseres som stilløse og kedelige; »det ville være et sørgeligt tegn på stag
nation, hvis København alene af alle store byer, skulle bibeholde forældede, slette byg
ninger i sit city«,.
En af de gennemgående tanker i byplanlægningen var at få skabt en trafikåre fra Nør
revold til Holmens Kanal. Denne tanke kom til at spille sammen med bygherrerne Vol
mer og Fiskers planer ved århundredskiftet om at skabe et moderne city-kvarter ved at
175