182 / 187
Anmeldelser
Langkilde fortæller om ejendommens lidt tilfældige opståen på det opfyldte terræn
sidst i 1500-tallet. Han argumenterer velbegrundet for, at Admiralgade har fået navn ef
ter admiral Otte Stigsens gård på hjørnet af Fortunstræde (nu nr. 1) og Admiralgade, og
ikke som tidligere antaget efter admiral Christoffer Trundsens gård længere nede i ga
den. Selve Fortunstræde hed oprindelig Lille Sankt Nikolaj Stræde, men tog senere navn
efter et herberg på hjørnet af Ved Stranden fra begyndelsen af 1600-tallet, hvor der i dag
stadig er en restauration ved navn »Den gyldne Fortun«; i mellemtiden har stedet haft en
mere end hundredårig historie som »Hotel Royal«.
Admiraler, borgmestre, beværtere og vinhandlere m.m. har holdt til i det lille stræde
tæt ved slottet. Dets selvgroede karakter afsløredes i en række umotiverede spring ifaca
derækkerne, som det først ca. 1750 lykkedes stadskonduktør P. M. Balle at få rettet ud.
Men det hele brændte i 1795, og det er det genopbyggede Fortunstræde, vi kender i dag.
Gadebredden blev udvidet, og Lille Færgestræde bag Stenbukkens Gård, nu kendt som
Plougs Gård, nedlagt. En lang række af tidens kendte arkitekter og bygmestre kan knyt
tes til genopbygningen, og de får hver udførlig omtale. Endelig vies et særligt kapitel til
familien Soldin og brødrene Soldenfeldt, der ejede nr. 1i perioden 1801 -91 og er kendt for
udstrakt godgørenhed.
Langkilde bringer mange nye og interessante oplysninger. F.eks. at det i 1899 nedrevne
nr. 2, opført 1801 afAndreas Hallander, i sit store halvrunde hjørne mellem forhus og side
hus rummede en trappe og ikke som normalt, en spisestue. Men hans berømmelse af ar
kitekten for avanceret butiksindretning med høje vinduer holder ikke for en nærmere
prøvelse. De omtalte vinduer er næppe ældre end ca. 1850, hvor der fandt en større om
bygning sted.
Bogen har sine mangler. Egentlige bebyggelseskort fra forskellige perioder ville have
lettet forståelsen af mange forhold. Kortet side 11 er en gammel rentegning af det ældste
bykort fra ca. 1580, der gengives side 7, hvor det dog er blevet spejlvendt. Man savner kil
deangivelser til illustrationerne, og tidsangivelserne kunne være mere præcise.
Langkilde skriver levende og har mange rammende formuleringer. Man mærker en
ægte kærlighed til klassicismens »knappe husformer, regelmæssige rytme og grå unifor
mering«. Det kan være lidt svært at få denne holdning til at harmonere med udtryk som
»de senere års næsten lidenskabelige, lidt nærsynede og økonomisk bjergsomme dyrkel
se af de kvarterer, som repræsenterer genopbygningen efter 1795«. Forklaringen ligger
antagelig i Langkildes påpegning af, at man med små virkemidler som at erstatte tidlige
re tideres uheldige vinduesudskiftninger med »dannebrogsvinduer« kan yde et væsent
ligt bidrag til at højne kvaliteten af huse og gaderum.
Allan Tønnesen
EskildFriehling: Borgersind i vor tid, Borgervennen afl788,1963-1988, Kbh. 1988,88 sider,
ill.
Borgervennen af 1788 er et selskab, der understøtter de 4000 medlemmer, hvis de er
kommet i økonomisk trang, og evt.yder dem rentefrie lån. Medlemmerne har også mu
lighed for at sikre sig en livrente og et ældre medlem kan måske leje en af selskabets 100
180