37 / 187
»Det saa kaldede Kiøbenhavns Vartegn«
fessor Pontoppidan havde jo afgjort den sag, og hans titel borgede for en
kvalitativ afgørelse.77
Statuen var af sten. Den stod ude i strømmen, hvor der hverken var læ
eller anden beskyttelse for vejr og vind. Regn, blæst og frost havde i over
100 år indvirket på den, og forneden arbejdede det altidbevægelige hav.
Da søjlens skæbne blev afgjort i 1790'erne, oplyses det sigende, at det vil
le være lige så dyrt at reparere den, som at pille den ned.78Allerede 1756
havde det vist været på tale at reparere den,men byens magistrat, dermå
være blevet bedt om at betale for dens eget vartegn, kunne oplyse, at
gennemgangen af næsten 100 års kæmnerregnskaber havde vist, at no
get sådant aldrig tidligere var passeret.79 Omvendt ville statens kasser
ikke betale, og sagen blev først afgjort, da Finanskollegiet bevilligede
1000 rigsdaler til monumentets nedtagelse eller reparation. Et sådant
ping-pong spil mellem offentlige kasser var altså også daglig kost
dengang, men egentlig var det afstedkommet ved, at alle troede, at det
var Københavns vartegn. Under alle omstændigheder havde sagen een
taber, og det var fundament, søjle og statue. De forfaldt langsomt men
sikkert.
Hvor vidt fremskredet dette forfald var i 1729, da Pontoppidans afgø
rende beskrivelse for tolkningen af statuen somLedamed Svanen falder,
er umuligt at vide. Derimod ved vi, at bogen blev udgivet i Hertugdøm
merne, hvor den efter al sandsynlighed også blev skrevet.80Hvorfra den
unge præst hr. Erik havde sin vartegnsbeskrivelse, kendes ikke, men det
er formodentlig fra studiedagene i København efter diskussioner herom
eller ved selvsyn.
Frederik Thaarup, der var den store kender af København omkring år
1800, skrev sidenhen omMemoria Hafniae af Erik Pontoppidan, at »Nu
har det aldeles intet Værd«.81 Med sin stilling på Als har Pontoppidan
simpelt hen ikke haft det rigtige materiale for hånden; han kunne jo
godt, det viser hans værker fra 1760'erne.
Hvis Pontoppidans oplysninger om Christian IV's pille ved Tøjhus
havnen aldeles intet værd har, har eftertiden i al fald aldrig opdaget det.
Pontoppidans fodarbejde, da han avancerede til Christian IV's hof, erher
lykkedes over al forventning. Det erindres, at der var en næsten eksplo-
sionsagtig vækst i antallet af afbildninger afKøbenhavns vartegn i årene
1746-50. Pontoppidan stod her bag de vigtigste, Rach og Eegbergs,hvor
han endda fik indsat Thurahs overdrevent smukke vartegn. Thurah
puslede imens med Resens gamle prospekter af København til et tredie
35