112 / 438
92
bad ham om at stille Børnene nogle Spørgsmaal, der kunde
vise, om de havde forstaaet, hvad de læste, da kunde han
ikke klare sig saa godt som de. Han lovede at holde to
Prøver med Børnene hvert Aar og desuden gaa derhen
saa ofte, han fandt Lejlighed dertil. Han vil ikke skjule,
at det var ham en stor Glæde, første Gang han havde
Drengene fra Opfostringshuset til Konfirmation. Men stor
blev hans Bekymring Aaret efter, da han erfarede en kendelig
Aftagelse, hvilket vel til Dels kan komme deraf, at Infor
matorerne, som har saa lidt at leve af, efterhaanden trættes
ved dette brydefulde Arbejde, desuden mangler Daw de for
nødne Gaver og er alt for ung, og endelig er der alt for mange
Børn til tre Lærere.
Det var sørgeligt, om en saa dyrebar og herlig Stiftelse
saa hurtig skulde forfalde, og derfor gør han tre Forslag:
1) At Mons. Bondesen, som har tjent med Flid og Nytte
saa lang Tid, ved hans Excellences (Bernstorffs) Forsorg faar
et konvenabelt Præstekald. Og at de to andre, Abild og
Daw, faar Klokkertjenester i de smaa Købstæder eller Degne
kald paa Landet og saadanne Steder, hvor der ikke skal være
Skoleholdere.
2) At til Skoleholdere ved Opfostringshuset ved hver Va
kance udsøges ret duelige og kristelige Folk, som paa andre
Steder har vist Prøver paa deres Duelighed. Ingen kunde
bedre gøre Forslag end Biskoppen, der kendte hvert Stifts
Skoleholdere.
3) At enhver af Skoleholderne maatte nyde frit Værelse
i Opfostringshuset samt 150 Rd., hvilket syntes at være det
ringeste, de kunde leve af, naar de paa dette kostbare Sted
skulde have fornødent Udkomme og dernæst Lyst og Mun
terhed til at gøre, hvad der tilkom dem, uden at attraa anden
Befordring.
4) Der bør ansættes endnn en Skoleholder, „og det var
godt, om denne kunde undervise Børnene eller dem af dem,
der havde de vittigste Hoveder, i de Videnskaber, hvorved
dennem ved deres Udgang fra Opfostringshuset desto lettere
kunde gives Adgang til det, hvortil de havde mest Lyst.“
Paa den Maade kunde Opfostringshuset ikke alene sættes