116 / 438
96
og Loft tættede i deres Stuer, livor de klagede over en stærk
Træk; thi naar Værelset blev tæt, saa var der „en ønskelig
Lejlighed til at finde ubehindret Hvile i Sindets Forlystelse
ved en nyttig Arbejdsomhed for os selv i vore Sparelinier“ .
Heller ikke kan de anses for overdreven fordringsfulde, naar
de ansøger
0111
hver sit Værelse, hvad der ogsaa indrømmes
dem. De fremhæver udtrykkelig, at det ikke er paa Grund
af Uenighed, da de tvært imod lever i et broderligt Kærligheds
Samfund. Men de er ofte syge, da de ikke er vant til den
daarlige Luft, og deres Embede er meget besværligt; thi for
uden den daglige Undervisning og Tilsyn med hver sine Børn,
har de hver 4de Dag Tilsyn med alle Børnene i Fritimerne.
Følgen af disse Forhold var, at hvis en Informator ved
sin Ansættelse ikke var stærk, blev han ødelagt efter kort
Tids Forløb. I Tiaaret mellem 1760 og 1770 døde tre dygtige
ungeMænd, og Lægen erklærede rent ud, at de Omstændigheder,
de levede under, fremskyndede deres Død. Den første, der
døde, hed Tønne Braae, der kun virkede ved Opfostringshuset
et halvt Aar. Han fik paa Brorsons Anbefaling Tilladelse af
Direktionen til at holde en Stedfortræder, til han blev kureret
for en „Leverhoste“ , der truede med en tilkommende Svindsot.
Ogsaa Lægen erklærede, at den hæderlige og vellærde Mons.
Braae virkelig havde tabt sit Helbred siden sin Ansættelse paa
Opfostringshuset. Han siger, at han ikke kan helbredes, hvis
han skal blive ved at bære de besværlige Byrder og Ærgrelser,
som er vanskelige at hære for en rask Mand, hvortil saa kom
mer den slette Luft, han daglig indaander. Han døde imid
lertid, inden hans Vikar, der var Nordmand og hed Math.
Aalholm, var kommen herned, og denne blev saa hans Efter
følger; men han fik dog ikke Tilladelse til at flytte ind paa
Opfostringshuset, inden han var bleven eksamineret af Biskop
pen. Samtidig med ham blev der antaget endnu en Informator,
Niels Børdam, da en af de andre var bleven befordret til
Præst. Børdam, der var en Søn af Provst Børdam i Vigerslev,
er ubetinget den betydeligste af de Mænd, der i denne Periode
var Informatorer, og der vil i det følgende oftere blive Lej
lighed til at tale om ham. Desværre blev han straks syg og
var svagelig Besten af sin Levetid. Brorson gjorde derfor